Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 62
— Men nu skal vi spise, sagde han og bød hende
brat sin Arm.
De gik ind i den lille Spisestue, hvor Tjeneren ven-
tede bag den læderbetrukne Armstol — mens Mesteren
vedblev at tale, overstadig, greben af en ukendt og uri-
melig Glæde, talende om alt, om Dagene, da han ikke
havde Brødet, om Tiderne paa den anden Bred, om Ma-
lerierne, han solgte for hundrede Sous . . .
— Og Trappegangen, han havde malet for en Spæk-
høker.
Han tegnede en Guirlande i Luften med det lange
Brød, han altid selv vilde knække til sin Frokost
— Guirlander skulde der være og røde skulde de
være, røde Roser, sagde han : Og røde blev de s’gu,
med lyseblaa Baand.
Mesteren lo
— Der, sagde han og rakte pludselig Fru de Zami-
kof Brødet at knække af som paa en Knejpe, mens
Prinsessen lo:
— Tak, sagde hun og greb om Brødet.
Han blev ved at fortælle, bestandig betragtende hen-
de, med et Par sejrrige Øjne, reven hen af en gnist-
rende Fryd — den Glæde som ellers ingen kendte uden
Mikael og som kunde komme over ham enten Sommer-
dage, naar de helt alene strejfede gennem Skoven, eller
i de Skaberens Øjeblikke, hvor hans Tanke eller Syn
havde vundet pludselig Jord
— Ja, det var den Gang, sagde han, den Gang i vor
Ungdom.
Der blev tiet et Øjeblik, til Fru de Zamikof sagde,
og i en anden Tone
-
— Da Fru Zoret levede.
Mesteren rankede sit Hoved
— Ja, sagde han kort.
Men Fru de Zamikof, der aldrig havde sat sine Fød-
der i Montreuil, sagde:
— Jeg glemmer aldrig hendes Billede.
Mesteren svarede ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
