Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95 MIKAEL
Jules aabnede en af Vestibulens Døre
— Mesteren havde en Besked til Hr. Mikael.
— Hr. Mikael er gaaet, svarede Majordomus og
løftede ikke Øjnene fra sin Avis.
Bag sin Petit Journal mumlede Majordomus et Par
stille Bønner for Hr. Louis d’Harcourt.
— Han havde dog været saa smuk og altid saa ven-
lig af sig. Men de var nu saa sære, d’Harcourterne.
Onklen, der var lige saa køn, han havde ogsaa gjort en
Ende paa det — og ligesaa pludseligt.
— Og det var ligesaadan med de Monthieu’er. Det
var, ligesom de ogsaa altid skulde rammes af Ulykker
— lige til saa langt man kunde huske tilbage ....
Mikael saa Fru de Zamikof i Perronens
Vrimmel og han smuttede ind i hendes Kupé.
— Tak, at Du kom. Kys mig.
Han dækkede hende med sin Ryg mod Perronens
Mængde og kyssede hendes opadvendte Mund.
— Der var Fremmede, sagde han, forpustet af
Lykke.
— Hvem? spurgte Lucia.
— Monthieu.
— Hvad vilde han?
— Sige Farvel.
— Hvor rejser han hen?
— Hjem.
Mikael gav sig til at le, lykkelig, ind i hendes Ansigt:
— Vi løj omkaps, Du, sagde han.
— Hvem? spurgte Lucia.
— Monthieu og jeg, naturligvis.
Lucia vendte sit Hoved
— Hvorfor løj han? spurgte hun.
— Kys mig, sagde Mikael og svarede: Jeg véd det
ikke. Men han løj — græsseligt.
Togets Pibe lød, og de fløj forbi Gader og Villaer og
Marker.
Som en Vaarregn brast Mikaels Kys ned over Lucias
Ansigt, Klæder og Haar:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
