Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113 MIKAEL
. . . Adelsskjold havde fulgt Fru Alice ned paa Ga-
den, ud over Fortouget til en Vogn:
— Men kære Alice, sagde han : skal jeg dog ikke
følge Dig?
Og han gentog med et pludseligt og hastigt Blik ned
over hendes Nakke
— Lad mig dog følge Dig.
Han rakte sine Hænder frem, som hun ikke saå. I
sin hvide Kaabe steg hun ind i Vognen og var kørt
bort.
En Herre, som kom løbende, standsede hendes Vogn,
raabte, gav Kusken en Mønt og aabnede Vognens Dør
— Alice, det er mig.
Knælende ned paa selve Vognens Gulv laa Her-
tugen af Monthieu foran hende
— Alice, Alice, Alice,
blev han ved at sige og kyssede hendes Hænder.
Hans Frakke var slaaet op, saa den lignede en Kors-
ridders Krave
— Alice, Du véd jo, Du er min. Du véd, at Du el-
sker mig.
Mens Fru Adelsskjolds Hoved faldt ned mod hans
Haar som noget, over hvilket man ikke mer har Magten.
— Min Ven, min Ven, sagde hun, og Taarerne løb
ned ad hendes Kinder og lagde sig over Hr. de Mon-
thieus lyse Haar som en Dugg: hvorfor skulde vi dog
alle blive saa ulykkelige?
Mikael havde ventet en Time. Han havde badet sit
Ansigt. Han havde vandret over Gulvene. Han havde
slukket og tændt. Han havde været i Sæt ved Dørene.
— Men nu
— Nu var det hende. Nu kom hun.
Han greb en Kandelaber i sin Haand og han bøjede
sig foran Lucia, der i Døren stod i sin gyldne Kaabe
— Der lyses for det kongelige Herskab, sagde han
H. B. V 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
