Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127 MIKAEL
dem ikke. Dampernes Piber lød fra Seinen, og han
hørte dem ikke:
— Kun se hende, eje hende i sin Arm, være hendes
hos hende.
Og pludseligt raabte han til Kusken:
— Hvordan kører De? Kør til! Jeg har travlt.
— Ja, Herre, sagde Kusken, og idet han vendte sig
om paa Bukken sagde han til Mikael, som han kendte
fra Rue de Rivolis Holdeplads:
— Man kører for saa mange Slags Folk, Herre, sag-
de han, og de har travlt allesammen.
Mikael næsten lo:
— Ja, det er sandt, sagde han, og paa én Gang var
han reven tilbage til Virkeligheden, til det som var
sket, til Jorden og Stenene, over hvilke han kørte
— Administrationen, Gælden, Fallitten — Skanda-
len over Lucia.
Og i mindre end et Øjeblik gennemløb hans Tanker,
som var blevet hjemmevante paa den parisiske Jord,
det altsammen, alt det, han kendte : Interviewerne, Re-
porterne, Bladene, Kaféernes Snak, Dagligstuernes
Sladder, hele den halsende Boulevard, skrigende,
skraalende, vrængende op omkring Lucia:
— Op imod Lucia.
— Men det kunde ikke ske. Det maatte ikke ske —
det turde ikke.
— Han maatte hjælpe hende.
Midt i hans Smerte og Forvirring slog der en næ-
sten drengeagtig Fornemmelse af Stolthed op i ham
— Han maatte værge og værne hende, som var
hans.
Vognen rullede ind foran hans Havegitter, og han
sprang ud
— Fyrstinden er her, sagde Tjeneren i Vestibulen og
rejste sig.
— Ja, svarede Mikael og tvang sig, foran sin Tje-
ners Øjne, til at gaa meget langsomt op ad Trappen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
