Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 176
Og gik bort igen, angst for, hvad hans Hænder kunde
forøve.
Fru Alice rørte sig ikke.
— Hvad skal jeg sige? sagde hun.
Og endnu sagtere lagde hun til
— Hvad skal jeg sige Dig nu . . . som ikke vilde
smerte Dig?
Adelsskjold var standset ved Lyden af hendes Stem-
me. Kastet ned over en Stol, der var gemt bag et Par
Palmer, hulkede han som den, der véd og som dog ikke
begriber.
Men paa én Gang rejste han sig, og det var pludselig,
som Soldaterblodet i hans Race rankede ham op eller i
det mindste lod ham kunne tænke. Kun Synet af hendes
Legeme smertede ham, saa han talte med Øjnene ud i
Luften, da han sagde
— Saa rejser jeg altsaa.
Han blev staaende, fortsættende sine hemmelige Tan-
ker, ordnende alt, som det Soldaterbarn han var, til han
talte igen
— Og Du tager imod imorgen som sædvanlig.
Han tog efter Vejret, som om der ikke var mere Luft
i hans Lunger:
— Og paa Fredag gaar Du til Claude Zorets Udstil-
ling og beder mig undskyldt ved Sygdom.
Fru Adelsskjold sad med sine Arme trykkede mod
Sofaens Kant som for at støtte det ranke Legeme. Med
de lukkede Laag lignede hun en Død, der sad oprejst.
Adelsskjold sagde og talte som før:
— Til alle.
Fru Adelsskjold aabnede Læberne, og, mens hun
førte de pludselig foldede Hænder op og ned foran sit
Bryst, nævnede hun Adelsskjolds Navn to Gange
— Alexander, Alexander
Uden Tone, næsten uden Lyd.
Men Adelsskjold, hvis Hjerne kun rummede den ene
Tanke, han ikke turde slippe, gik hen mod Døren, der
ligesom flyttede sig for hans Øjne — og var gaaet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
