Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177 MIKAEL
.... Da Mesteren var kommen op i Hallen, spurgte
han og førte Haanden over Panden
— Har Hr. Mikael været her?
— Ja, svarede Majordomus, hver Dag.
Claude Zoret gik et Par Skridt.
— Var han oppe i Atelieret? spurgte han.
— Ja, Mester.
Og med bortvendt Ansigt, mens en Rødme slog op i
hans Ansigt, sagde Claude Zoret:
— Talte han om mine Billeder?
Majordomus’ Læber sitrede
— Hr. Mikael taler aldrig mere til os, sagde han.
Og Mesteren gik.
Mesteren, der, ved Foden af Dagligstuens Trappe,
rakte Haanden til sine Gæster, traadte to Skridt frem
og bød sin Arm til Enkehertuginden af Monthieu, som,
idet hun lagde Armen i Claude Zorets, hastigt sagde
— Har De set min Søn?
Og Mesteren svarede med noget af den samme Uro
— Nej, endnu ikke.
Men i næste Nu lagde han til
— Men han kommer vel straks.
De kom kun langsomt op ad Trappen, hvor Damer-
nes Silkeslæb gled sammen som en broget Strøm, og
Herrerne, der standsede for at give Plads, kun tættede
Vrimlen, hvor ingen trængte frem. Alle talte, oppe og
nede, med Nik og Hilsener; medens det franske Sprog
som en høj Bølge syngende slog op over alle de blan-
dede Tungemaal, og en susende Summen gød sig ud fra
Atelierets Dør ned imod dem, næsten som Bruset af
en Hymne.
Charles Schwitt kom imod dem paa Trappen oppe
fra, hvid i sit Ansigt, med opspilede Næsebor, bevæ-
get som paa en af sine egne store Forelæsningsdage i
H. B. V 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
