Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215 MIKAEL
Lucia løftede brat sit lysende Ansigt imod ham
— At vi lever, sagde hun.
Og som beruset af Lykkens Sejrsskær over hendes
Ansigt, af hendes Stemmes Klang og hendes Skuldres
Sitren, som han fornam gennem hendes Kaabe, bøjede
Mikael sig over hende, hviskende hendes Navn
— Lucia, Lucia, Lucia —
uden at kunne standse.
De gik ud i Tuileriernes Gaard. Hele den mægtige
Plads laa hvid i Maanens Skin, hvor Statuerne løftede
deres Sten. Der var ingen. De to var ene. Der hørtes
ingen Lyd. De var helt alene.
— Hvor her er skønt, hviskede Lucia.
— Ja, her er skønt, svarede Mikael, hviskende som
hun.
De var standsede midt i Rummet.
Gitrenes gyldne Spidser lyste i Maanens Skær som
Hundreder af Glædesblus, der tændtes, og Søjlernes
gyldne Kugler syntes som nye Kloder at glide gennem
Nattens Luft:
— Lucia, Lucia, min Elskede.
Midt i Maanens Lys, mens Gitrene tindrede som
Flammer, slog Mikael sine Arme ned om Lucias Hals:
— Lucia, Lucia, raabte han. Er jeg nu din Mand?
— Ja, min Elskede.
— Manden for Dig?
— Ja, min Elskede.
— Den eneste Mand for Dig?
— Du, Elskede.
— Jordens eneste Mand for Dig?
— Ja — saa længe jeg elsker Dig.
— Sanddru Du, sanddru Du, hviskede Mikael ned
over hendes Ansigt under Kyssenes Regn.
Og som i en Jubel, der vilde sprænge hans Væsen,
stormede han frem over Pladsen, raabende hendes
Navn, udslyngende hendes dejlige Navn, fangende Mu-
re, Stenmasser, Tagene ind under Lyden af hendes
elskede Navn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
