Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 216
— Lucia, Lucia.
Og pludselig rakte han sin Arm op i Maanens Lys
— og det syntes, som bar han et skinnende Glavind
i sin Haand —
— Lucia, Lucia, se . . .
Han pegede paa Louvres Mur.
— Se, hvor Stenmændene spiler deres Øjne op.
— Lucia, og han løb tilbage og han dækkede hen-
des Ansigt med Kys:
— De har aldrig set — aldrig før, to Mennesker,
der elskede.
De stod et Nu.
Saa kørte der en Vogn over Pladsen.
Og glemmende alt, alle, der levede, og alle dem,
som skulde dø — raabte de paa Vognen og sprang
ind.
— Hjem, raabte Mikael : hjem.
Mesteren havde ikke talt.
Majordomus, der kom ind, aabnede Sovekammerets
Dør. Men Mesteren rørte sig ikke.
Ufravendt betragtede han Uhrets glidende Viser,
mens Charles Schwitt sad ved hans Seng.
De hørte længe Draabernes Fald og Uhrets Dikken,
mens Mesterens Bryst arbejdede svagt.
Paa én Gang vilde Claude Zoret dreje sit Ansigt.
Men han mægtede det ikke mer.
— Hvad vil Du, Claude? hviskede Schwitt og bøje-
de sig ned over Mesterens Hoved.
— Tag Uhret bort, sagde Mesteren. Jeg ser det ikke
mere.
Charles Schwitt stod op og vilde tage Uhret. Men
det faldt fra ham, ned paa Sengetæppet.
— Hvor er det? spurgte Mesteren, og Charles lagde
Uhret i Claude Zorets iskolde Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
