Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217 MIKAEL
— Lad det være dit, sagde Mesteren og trykkede
Uhret ind i Vennens Haand.
Han laa en Stund.
Saa sagde han
— Hvor er Du, Jacques? spurgte han.
— Her er jeg, Mester, svarede Majordomus, der
traadte hen til Sengen. Han kunde knap bære sit eget,
store Legeme.
— Tak, min Ven, Tak for al Ting, sagde Mesteren
og søgte om hans Haand, mens det var, som en stille
og sidste Hulken trængte op i hans Hals
— Og glem mig ikke.
Taarerne løb ned ad Majordomus’ Kinder og faldt
paa Mesterens Haand.
— Jacques, min Ven, sagde Mesteren, for mig skal
Du ikke græde. Jeg gaar hen, hvor Hjertet bliver
stille.
Han laa endnu med de brustne Øjne aabne. Hvid
og ubevægelig under Tæppet lignede han Stenmanden
paa en Sarkofag.
Pludselig gik der et Smil over hans Ansigt, et Smil
af Vemod eller af en mild Smerte.
— Hvorfor smiler Du, Claude? spurgte Schwitt
sagte.
— Jo, Charles, sagde Mesteren og han talte helt
tydeligt
— Nu kan jeg dø roligt, for jeg har set en stor
Kærlighed.
Charles Schwitts Hoved sank ned paa hans Bryst.
Men Mesteren havde lukket sine Øjne og han talte
ikke mer.
Døren gik. Det var Hr. Brouart. Ved Siden af Sen-
gen betragtede han Mesterens Ansigt.
Han tog om Pulsen. Den føltes ikke længer.
— Spejlet, sagde han og vendte sig til Amanuen-
sis.
Den unge Mand rakte ham Spejlet, og Lægen holdt
det frem over den Døendes Mund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
