Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 226
Og det er Frejas Sal,
og det er Frejas Sal.
Ane tav, og pludrende var Pigerne gaaet tilbage til
deres Brønd, medens Mørket kom saa pludseligt, som
blev et dunkelt Vod draget op fra Floden.
— Nu ska’ vi gaa, sagde Ane : for nu glemmer
Fruen det ikke.
— Hvad glemmer Mo’r ikke? spurgte Joan.
Men Ane svarede ham ikke.
— Kom nu, sagde hun, hun førte ham hen mellem
Gravene, hvor hans Fødder stødte mod de perlestukne
Kranse.
De kørte hjem til „Slottet". Ane talte ikke, og Joan
maatte jo raabe saa højt, om han skulde snakke med
hende. Det var som Hørelsen var gaaet af hende, og
hun hørte ikke, hvad alle de fremmede Mennesker
snakkede — siden hans Moder var død.
Men hjemme stod den engelske Gouvernante paa
Stentrappen mellem Søjlerne og skændte, fordi de kom
saa sent . .
. . . Joan Ujhåzy havde atter drejet sit rumænske Ho-
ved. Naar han sad saadan, med lukkede Øjne, kunde
han saa tydeligt se sin Moder — som hun havde siddet
i den lave Stol, dér paa Dmeters Skraaning i Solen
mellem de glimtende Vinstokke. Hendes Ansigt var saa
lille, og Haaret laa ned over hendes Tindinger ligesom
paa de gamle Billeder, og Ane og Joan sad ved hendes
Fødder.
Joan lænede sit Hoved til Moderens Stol, og hun
klappede sagte hans Haar med sin Haand — hun hav-
de saa mange Ringe paa sine Fingre, og hun saa aldrig
paa dem —
— Hvor hans Haar dog er tæt, sagde hun.
— Det er Ungarerhaar, sagde Ane.
— Ja, sagde Moderen, og hendes Haand blev stille
over hans Haar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
