Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
411 DE UDEN FÆDRELAND
— Den kan Jeg, hviskede Joan.
— Kender De den? sagde Gerda, og hun smilede.
— Ja. Den sang min MoV.
Og, meget lavt, sang Joan med — kun Melodien,
uden Ord:
Du danske, friske Strand,
hvor Oldtids Kæmpegrave
staar mellem Æblegaard og Humlehave, —
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
De sang lidt hurtigere, mens Forstanderen førte
Sangen.
— Sig mig Ordene, hviskede Joan.
— Ordene?
— Ja.
De sang igen, mens Gerda sagte hviskede Sangens
Ord, staaende tæt ved Joan, der atter sang, Ordene
med — fangende dem fra hendes Læber:
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
mer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staar Fuldmaanen over Kløverengen
saa dejlig som i Bøgens Fædreland?
Den ene Sønderjyde havde lagt Armen ned om sin
Hustrus Liv, mens Gerda blev ved at hviske Digtets
Ord:
Du danske, friske Strand,
hvor Dannebrogen vajer, — ...
— Syng med, hviskede Joan.
— Jeg kan ikke synge.
— Aa, nok, sagde Joan.
Og ganske spædt, som var hun bange — mens det
samme Lys kom over begges Ansigter — nynnede hun
Gud gav os den, Gud giv den bedste Sejr! —
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Holstein sad med Hovedet støttet i begge Hænder
og saå paa Joan, der sang:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
