Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
419 DE UDEN FÆDRELAND
Han vidste ikke, han tænkte ikke, hørte kun Tonerne
stige —svulmende stige og stige, svulmende folde deres
brede Vinger ud
— Bredden — Bredden, den han aldrig havde
naaet ...
Lykkelig fulgte han, over sit Hoved, Tonernes Slag
— som en Fugleflok foran hans aabnede Øjne.
Og pludselig ramtes han — og Violinen sang højere
— af en eneste Tanke
— Kan Du naa mer, Jens Lund.
Og i næste Nu vilde han se — se d e r u d og kunde
ikke og spillede videre . . .
hyllet ind i sine egne Toners Ild, som stod han paa
et lysende Baal.
Det var forbi. Hans Liv havde siddet i hans Hænder.
Han havde nede i Rummet kastet sig i en Stol.
Erik kom ind og stod foran ham. Han var helt bleg
i Ansigtet.
— Er Du blevet saa stor? sagde han, og der hang
et Par Taarer i hans Øjenvipper.
— Ja, sagde Joan : iaften spillede jeg for at sejre.
— Er det Hurra, de raaber? sagde han, og af Træt-
hed smilede han, næsten som et lille Barn.
Dernede dundrede de og raabte de og trampede de.
— Kom, kom, raabte Haacke.
Joan var derinde.
— Dér sad hun — som før, som om hun slet ikke
havde rørt sig, med bøjet Ansigt. Jo, Handskerne hav-
de hun taget af. De blottede Hænder laa foldede. De
var ligesaa blege som hendes Ansigt — hendes lille
Ansigt.
Joan var ude igen.
— Kom, kom, raabte Haacke.
— Nej, nu vil jeg ikke mer, sagde Joan, der stod
paa Scenegulvets Rand ved Siden af Erik.
Og Holstein sagde:
— Det var skønt, Du, og endnu betaget lagde han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
