Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
487 DE UDEN FÆDRELAND
Joan lo, lidt for højt, saa Fru Raabel strammede sin
Ryg ved Klaveret.
— Blot vi er i Kolding, sagde Fru Jespersen, er hun
ikke til at drive fra Guldsmedevinduerne.
— Her er den, sagde Joan og rakte Gerda Ringen.
— Hvor den er dejlig! ... Og Gerda stirrede paa
Brillanten, men Ringen selv holdt hun mellem sine
Fingre som noget fremmed, eller som om den var for
tung.
— Ja, den er dejlig, sagde Fru Jespersen.
— Holder De saa meget af Ædelstene? spurgte
Joan, der kun saa Gerdas Ansigt.
~Ja.
— Hvorfor?
— Aa, det har hun fra Romanerne, lo Fru Jespersen.
— Se, Henrik, sagde hun til sin Mand, der tog Rin-
gen og betragtede den som en glad Kender.
— Ja, den er ren i sit Spil, sagde Joan.
— Sjælden, sagde Præsten.
— Jeg har faaet den af en Ven, der nylig døde.
Og pludselig sagde han, lidt højere og som den,
der forfølger en Hensigt:
— Han faldt i en Duel.
Gerda havde løftet sine Øjne.
— En Duel? sagde Fru Jespersen.
— Ja, han blev dræbt, han var den sidste Hertug
af Monthieu.
— Dræbt? udbrød Gerda.
— Men af hvem? spurgte Fru Jespersen.
— Af en stor Maler, sagde Joan, hvis Stemme kun
kaldte paa E n : Maleren Adelsskjold, hvis Hustru han
elskede.
Fru Lorentzen havde faaet Ringen og holdt den foran
sig som et Løg.
Men Joan blev ved, og det var, som om hans halv-
hviskende Stemme fulgte Klaverets Toner
— Det var en Spaadom i Frangois’ Slægt, at den
sidste Monthieu skulde betale Livets Lykke med Døden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
