Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ti Aar - En Juleaften i det Fremmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 196
tualitet, og først naar ogsaa de tier, er man ganske død
— han, hvem disse Blade endnu kalder en Reklame-
helt, er blevet en menneskesky Sjæl, tror jeg, der lister
om i Krogene og kun ønsker sig Fred — at kunne
sidde hen i Fred.
— Men maaske, sagde Maleren grundende, lider han
undertiden lidt ved ... at saa mange af hans Kræfter
ligger ubrugte. Det maaske piner ham. Bayern, ser Du,
er jo et lille Land. Og han siger maaske til sig selv, at
i et lille Land er der altid kun de faa Dygtigheder —
saa der burde maaske været Brug for ham — ogsaa
for ham et Arbejde at løfte i det Liv, der leves, i Døg-
nets Liv, der dog kædes sammen til Decenniernes Re-
sultater.
— Han siger vel undertiden med Sørgmodighed, at
der havde ogsaa han kunnet bruges.
— For han havde virkelig Handlekraft i sig, og jeg
tror ogsaa nogen Uegennytte — noget af den Trang,
der driver til at handle til Fordel for alle, den
Trang, der skaber Samfundsførerne, de store og de smaa.
Han havde noget af det. Og muligt er det vel, at han
en Gang imellem, naar han maaler de andre og sig —
de andre, som kom i hans Sted i Stillingerne og i Indfly-
delsen — tænker ved sig selv, at de har kun Magten
for at føle og besidde den, mens han vilde have ejet
den ... for at kunne virke.
— Men nu hjælper det jo ikke noget. Og desuden,
de andre kan jo gøre alting fuldkommen ligesaa godt
som han — der i Miinchen. Der er ikke noget saa
dumt som at tro, at der ligger nogen større Vægt paa
netop mig. Hvad ikke en anden kan gøre, kan jo gøres
af to andre ... og bliver gjort.
Maleren tav et Øjeblik. Saa sagde han
:
— Hvor tydeligt jeg husker den sidste Juleaften, vi
var sammen. Vi sad efter Middag foran Ilden i hans
Dagligstue. Han havde dengang sine Stillinger endnu,
men det var dog ligesom begyndt at blive halvmørkt
om ham . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
