Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
Men Hans tog som i Taage Vejen lien imod
Untersberg. Klattrende fra Sten til Sten uden
selv at mærke, hvor lian traadte, hørte lian dybt
under sig Klokken i Store Gmain ringe til Ave.
Og han mindedes hin Aften, da han havde seet
den lyshaarede Pige knæle ved Avetid for
Trækorset mellem Lindetræerne, og mindedes, at
den samme Klokke, ringet af dem selv, havde
lydt engang ved deres ensomme Bryllup. Al
hendes stille Kærlighed randt ham i Hu; saa
trofast havde hun elsket ham, at det neppe var
muligt, at hun trods lians store Synd imod
hende kunde nænne at forlade ham for stedse.
Og han søgte deroppe i den øde, kolde Højde;
kun Klippevæggene hørte, hvor han kaldte og
bad. Solen var for længe siden gaaet ned, over
Fjeldbunden skinnede underlige, selvlysende
Blomster; Stenblokke og Snepletter tog sælsomme
Skikkelser i Mørket omkring ham, og fra Tid
til anden klang det som Hammerslag eller
Vaaben-gny. Men han vandrede som en Søvngænger
frem imod Højthronen. Spalter og Klipperifter,
rosenrødt belyste af glødende Malm i Dybet,
sprang han over uden at ændse dem. Jo bredere
Kløften blev, jo lettere sprang han; bløde,
usynlige Arme greb ham og bar ham. Træt og
fortumlet lænede han sig tilbage i de bløde Arme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
