Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Naturpoesi - Naturens Vaande (1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
. Ei i Hjærtet dig?
Kan du følesløs fornemme
Solverbcekkens milde Klagesang,
Eller Flodens dybe Klynkestemme
Under Vinterisens haarde Toang?
Lyt, og. fol, og græd ved Skovens taufe»
Elvefosfens dybe Hjærtefuk,
Fuglens lifligstille Vemodsklukl
Lyt! thi nær er Dødens lange Pause.
Er end Skabningen i Fængsel,
Lyder end dens Suk og Angestraab, —
O, den eier dog en Længsel,
Skimter dog et Haab!
Fatted du, o Sjel, hvor saare
Den til Himlen om Forlosning bad?
Stedse damper Duggens Leettgselstaare
Op fra Haabets lysegronne Blad.
Dog, saalænge Skabervcerkets Krone,
Mennesket forbliver uforlost,
Vil den hele Skabning, arm paa Trøst
Under Aaget nynne Sorgens Tone.
Men naar engang det udfries,
Loses af Forkrcenkeligheds Baand,
Da gjenfodes og indvies
Skal den Ved Guds Haand;
Da skal ikke Fuglens Psalmer
Blandes meer med Vemods Sorgekluk,
Ikke Floden, Havet, Skovens Palmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
