Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
47
•iS
en Skaal for Husbond og Madammen. Efter Bordet
blev Julegaverne, Klædningsstykker, Halstørklæder
o. 1. uddelt, derpaa legede man de gamle Julelege —
Julebukken var endnu ikke helt forsvunden — og
dansede lidt efter Folkesang, all imens man tog til
sig af Æblerne, Hasselnødderne, Peberkager og Klejner
og heller ikke glemte den gode Punch. Paa Slaget
12 drak man hinanden til paa en glædelig Jul, og
saa var den Helligaften forbi.
Juledag, ligesom om Søndagen i Almindelighed, gik
Pigerne og Karlene med Herskabet i Kirke og havde
Plads i den lukkede Kirkestol, om Familien havde
en saadan. Dagen tilbragtes i Stilhed i Hjemmet
sammen med den nærmeste Familie, som kom til
Middag, og det vilde blive anset for meget upassende,
om nogen kom og aflagde Visit paa Julens første Dag.
Anden Juledag begyndte derimod Lystigheden;
Julen — der i alt Fald
varede lige til
Helligtrekonger — var
Selskabelighedens Tid; kun
mere velhavende
Familier kunde den Gang
gøre Baller og lignende
i Aarets Løb; for
Dansens Glæder i
Almindelighed sørgede
Klubberne og de dramatiske
Selskaber, som det
vrimlede med i de
Tider, idet Klubberne i
Provinsbyerne i Reglen
gjorde tre Baller om
Aaret — foruden
As-sembléerne, hvor der
dog ogsaa blev danset
— et anden Juledag
eller Nytaarsdag, et paa
Kongens Fødselsdag og
et Sommerbal. Med
Juleballet blev der
aabnet for
Julefornøjelserne. Her saa’ man
Tidens mange og
ejendommelige Danse, der
udførtes med en ganske
anderledes Alvor og Korrekthed end nu; man
udfoldede al sin Anstand og Ynde i den elegante Menuet
eller den mindre indviklede Ecossaise ; man smægtede
afsted i en langsom "Wienervals, hvirvlede rundt i den
fyrige Tempéte, der gerne brugtes som Borddans, for
til sidst Kl. 6—7 om Morgenen at fare afsted som til
Storm i en Kehraus, der gik over Stok og Sten,
gennem alle Bygningens Værelser, over Gaardsplads og
Have og stundom over Gade med.
I vore Bedsteforældres Tid forstod man at danse.
Dengang kunde Damerne neje endnu, holdende
Kjolens Sidefolder ud med Fingerspidserne, med dyb
Kompliment og svag - Hovedbøjning. Og Herrerne
kunde bukke; den trekantede Hat eller Chapeau-bas
i ombøjet venstre Haand mod Brystet, højre Arm let
bøjet og Pegefingren ned efter, medens man traadte
tilbage paa venstre Fod og langsomt trak højre Fod
tilbage. Og dengang førte man sin Dame frem ved
elegant at byde hende Haanden og »ståk hende ikke
paa Næven«, som man gør nu. Da behandlede man
i det hele taget Damerne med udsøgt Opmærksomhed
og Høflighed paa Baller og i Selskaber saa vei som i
det daglige Liv. Det kunde dengang ikke falde selv
en ældre og fornem Herre ind at sætte sig, saa
længe biot en eneste og ganske ung Pige stod op i
en Stue.
Juleselskaberne i Hjemmet endte i Reglen gerne
med en Svingom; men ellers var det Selskabslegenes
Tid, og Gamle og Unge gik med lige Alvor op i
Legens Roller. Da sad man paa Forundringsstolen,
da lod man Ringen gaa, byttede Gaarde, samlede
Buketter og legede »Dask i Næve« samt »Skibet er ladet
med«. Og derefter kom Indfrielsen af Panterne. Man
faldt i Brønden, gik polsk Tiggergang, kiggede
Stjerner eller plukkede Kirsebær (se Fig. 2) — hvilket
altsammen gik ud paa Kysseri. I den Retning var
Tiden meget frisindet.
Det er et udmærket
betegnende Træk, naar
en Kavalleri-Oberst i
Næstved i sin Glæde
over en ganske ung
Løjtnants flinke
Præstationer tager ham
med hjem i sin Bolig
og kommanderer sin
Kone og sine Døtre til
at kysse den unge
Krigsmand.
I Juleugen levede
man i Sus og Dus;
man gik paa Besøg og
man flk Besøg, man
havde Fremmede og
blev bedt ud igen, og
der blev stillet
kolossale Fordringer til ens
Fordøjelsesapparat. Thi
Ingen »maatte bære
Julen ud af Huset«,
som det hed, og hvor
inan gik, og hvor man
stod, maatte man spise
og drikke i en
Uendelighed.
Nytaarsaften fik man gerne Steg og Æblekage,
og saa snart det var blevet mørkt, begyndte del
med Potter paa Dørene, og henad imod Midnat tog
Skydningen fat. Denne Aften drev alle, som havde
Spaadomsgave, det være sig enten i Æggehvide eller .
Kaffegrums, ret deres Spil, og Nytaarsmorgen tidlig
kunde man i mangfoldige Vinduer, selv hos Folk, der
ellers vilde spille saare oplyste, se Champagneglas,
med Hviden af et Æg, som Udtryk for Menneskenes
Trang til at udforske skjulte Ting.
Men kom nogen til at slukke et Lys Nytaarsaften
ved at pudse det eller »tage en Tyv» af Lyset, var det
et sikkert Tegn paa, at en af de Tilstedeværende
skulde dø i Aarets Løb.
Hellig-lre-Konger Aften var Julen ude; da brændte
man de tre-armede Lys, som var støbte særlig for
denne Aften, og stod i Døren og saa’ de fattige Børn,
tre og tre, med en Julestjerne med Lys i og en lille
Fremstilling i Voks af de hellige tre Kongers Til-
Fig. 19. Brandoffieer fra c. 1815.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
