Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Skikke, som var blevne indførte i vort Lavsvæsen
ved den store Indvandring af tyske Svende, og som
stadig var gængse ved Optagelsen i Lavet,
Behøv-lingen og de andre ret barbariske Ceremonier samt
Traktementerne paa »Kroen« eller »Herberget«, som
Svendenes Forsamlingshuse hed, blev forbudt, men
gik først lidt efter lidt af Mode. Dog »flyttede man
Skilt« endnu paa gammel Vis. Og det blev endelig
paabudt, at ingen Svend eller Dreng paa Grund af
uægte Fødsel maatte vrages af Mestrene.
Svendene skulde tjene Mestrene med Villighed og
Troskab. Skældte nogen Svend sin Mester ud, flk
han fire Dages Vand og Brød, gik lian over til
Haandgribeligheder, flk han to Maaneders
Forbedringshus. Forlod en Svend sin Mester i Utide,
skulde han betale den lidte Skade og straffes med
fire Images Vand og Brød. Skulde Svendene djærvcs
til »at overlægge og indgaa en lovstridig Aftale
mellem sig, ikke at ville arbejde hos denne eller hin
Mester — altsaa med moderne Ord gøre Skrue —
skal Hovedmændene dømmes til at arbejde et eller
to Aar i Forbedringshuset og alle Lavets Svende
miste Retten til at have Herberge eller
Forsamlingsstue. Men den, som forledede andre Lav til at
nedlægge Arbejdet, skulde straffes med 6 Aars Arbejde
i Jern og derefter forvises Kongens Riger og Lande.
Som et yderligere Forsøg paa at hæve
Haand-værkerstanden, bestemtes det endvidere i samme
Forordning af Marts 1800, at Halvdelen af Byens 32
Mænd skulde vælges blandt Kunstnere, Fabrikanter
eller Haandværkere, der ogsaa skulde kunne blive
Medlemmer af Magistraten.
Blandt Byernes Næringsdrivende var Bagerne
Matadorerne, og ikke for ingen Ting brugte man
Udtrykket »en Bagerna al« om en særlig stor og
kostbar Brystnaal. De udmærkede sig ved særlig
flotte Køretøjer og førte altid en ivrig Kappestrid
med hinanden om at have de smukkeste Heste. I
Kjøbenhavn var Bagermestrenes Antal bestemt til 50
(af Brændevinsbrændere var der over 200!); da Byen
var en Fæstning og under en Belejring maatte være
forsynet med tilstrækkelig Proviant, skulde hver
Bagergaard altid have et vist Maal Korn paa sine
Lofter. For at Bagernes Monopol ikke skulde
komme Borgerne til Skade, havde Øvrigheden sat
Takst paa Brødet. Bagerne solgte oprindelig kun
Hvedebrød; Rugbrød blev forhandlet hos Mel- og
Grynhandlerne, der selv lagde Dejgen og bragte den
til Bagerne for at faa den bagt.
Den, der ikke vilde nøjes med at være Frimester,
men vilde gaa alle Grader igennem og »vinde Lavet«
paa gammel Manér, naaede kun til Maalet ad mange
Trin. I mange Lav var der beholdt en stor Mængde
tyske og fordrejede Betegnelser. En vordende
Bagermester begyndte som Dreng, ogsaa kaldet
»Backhus-ligger«, d. e. Bäckerhausligger, som skulde gøre rent,
feje, rense Plader, skure Brætter o. s. v.
Efterhaanden avancerede han op til at blive »yngste
Ligger« og »ældste Ligger« og fik som saadanne det
Hverv at slaa Brødet op. Det næste Trin var
»Høl-peren« (af tysk Hilfe, Hjælp), der skulde afveje
Dejg-stykkerne til Liggerne, kløve Brændsel til Ovnen,
tørre Hvederne og gøre Efiermiddagstjeneste. Saa
blev man »Knæder« (af kneten, at ælte) og fik nu
den betroede Stilling at lægge al den fine Dejg, og
endelig naaede man at blive Mestersvend; denno
traadte først til, naar alt var i Orden, Ovnen hedet
til passende Varme o. s. v., for at bage Brødet.
Alle Svende- og Mesterstykker fremstilledes og
bedømtes paa Lavshuset og Herbergerne, hvor ogsaa
fremmede Haandværkssvende maatte søge hen, naar
de vilde have Arbejde i Byen. De maatte her
legitimere sig og underkaste sig et Slags Eksamen af
»Oldgesellen«, en gammel Haandværkssvend, der var
fortrolig med alle hertil hørende Formaliteter. I sin
Egenskab af Ordfører ved en saadan Lejlighed fik
Svenden den fremmede Betegnelse Parleur eller
Par-lerer, »Taleren«, hvorfor man endnu i forskellige
Haandværk, f. Eks. Murernes og Tømrernes, finder den
ejendommelige Form Murpolerer, Tømmerpolerer, der
ikke har noget med Politur at gøre, men er en simpel
Forvanskning af Mur- og Tømmerparlercr.
Regeringens Bestræbelser for at højne
Haandværket herhjemme indskrænkede sig ikke biot til at
befri det for Lavs-Tyranniet, men den søgte ogsaa
at forbedre Smagen ved f. Eks. at bestemme, al
Tegninger til Snedkernes, Guldsmedenes og andre
Svende- og Mesterstykker og selve disse skulde
bedømmes ved Kunstakademiet, ligesom det ogsaa blev
paalagt Mestrene at tilholde Lærlingene flittig at
besøge Kunstakademiets Skoler.
Der dreves endnu i Byerne mange
sundhedsfarlige Næringsveje, hvilket naturligvis var af langt
større Betydning for den tæt sammenbyggede
Hovedstad end for Provinsbyerne, skønt det her som der
kunde staa galt nok til med den offentlige Sundhed
og Renlighed. I Kjøbenhavn blev det først i 1805
forbudt at begrave Ligene i Kirkerne, en gammel, i
Befolkningen dybt rodfæstet Skik, der lige fra Byernes
Opkomst havde gjort de hellige Gudshuse til
Arnesteder for Pest og Farsot. Men Begravelserne paa
Kirkegaardene i Byen vedblev lige til 1851. Gaderne
var endnu i høj Grad belemrede med Uhumskheder,
Vandvæsenet og Renovationsvæsenet meget
mangelfuldt. Luften i Kjøbenhavn var ikke god, og Husene
var ikke renlige. Badning i Stranden var kun
almindelig som Ungdomsforlystelse, og Kendskabet til
varme Bade netop i sin svage Begyndelse. Professor
Nachtegall oprettede en Svømmeskole i det gamle
Kattuntrykkeris Dam ude paa Østerbro, og
Fattigvæsenet en Søbadeanstalt ved Langebro, men ingen
af Delene benyttedes synderlig. Endnu i 1814 skrev
en Forfatter, at Kjøbenhavnernes blege og mindre
friske Udseende ikke kom saa meget af Klimaet og
Levemaaden som af Mangel paa Renlighed i Gaderne,
af ildelugtende Rendestene, af den beklumrede Luft
i Lejlighederne og sidst og ikke mindst af personlig
Urenlighed. Sandheden er altid ilde hørt, og
Kjøbenhavnerne var meget forbitrede over disse
frimodige Udtalelser. Men inde i Baggaarde i
Fattigkvartererne i den gamle Del af Hovedstaden kan
man mangen Gang endnu i vore Dage tro sig hensat
til Aarhundredets Begyndelse.
Hele Landet over ængstedes og forargedes alle
»Veltænkende«, som det hed i Tidens Sprog, over
Tidens Kvindemoder, der var lige farlige for
Sundheden og Sædeligheden. »Vei maa man glæde sig
over, »at de store klistrede Frisurer, Brugen af
Pomade og Pudder med og uden Vellugt har maattet
vige for den naturligere og yndigere Haarpynt, som
74
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
