Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
973
Der gik en time — der gik to, endnu ingen
Theophile. Nei, det var tydeligt, der var hændt
en ulykke. »Hjælp! — Mo’r, fa’r!« stønnede
Iphigenia og sank ned paa gulvet ; men ordene
døde aldeles hen. Hun begyndte at bede fadervor
opigjen og opigjen, og saa fik hun græde: Gud!
red ham! red ham! — Hun skulde aldrig, aldrig,
aldrig mere lade sig bortføre.
Det led ad daggry.
Majoren og hans ægtehalvdel laa i sin søde
slummer med ryggene mod hverandre, som for at
barrikadere sig mod hverandres snak, da døren
sagtelig aabnedes, og Akilles traadte forsigtig ind,
barfodet, med sine bukser saavidt trukket paa, men
selerne endnu hængende løst nedover og tændt
lys i haanden. Han stod en stund og saa paa de
sovende og 10, saa det klukkede indvortes i ham,
men saa tog han pludselig et forskrækket ansigt
paa sig og ruskede i dem: »Fa’r, mo’r!«
»Hvad? hvad er paafærde?« og majoren stir
rede vildt omkring sig. »Brænder det?«
»Brand!« skreg moderen og for ad af sengen
som en raket, »red sølvtøiet!«
»Hys! vær bare rolige», hviskede Akilles, »det
er ingen ting, bare det, at Iphigenia er bortført«.
»Bortført!« og nu var det majorens tur at
komme ud af sengen, »men i pokkers skind og
ben —«
»Bortført !« gjentog Lammet og blev staaende
midt paa gulvet i sin natkappe og dybeste »under
fundighed« med foldede hænder over sine magre
brystben.
»Ja rigtig bortført — j^eg hørte som en tisken
og hvisken, og saa saa jeg en fyr staa der og
Iphigenia kom ud, og de flygtede gjennem haven
Kristofer Janson: Vore bedsteforældre. *1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
