Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den belgiske Verdensliteratur, af Kai Friis-Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nederlandske Stæder, hvor den blev en mægtig
Dannelsesfaktor, idet den overalt førte Bogtrykkerkunsten
med sig. Selv til Paris forgrenede den sig, og det
paastaaes, at denne parisiske Kolonis Ordensregler tjente
til Mønster for selve Ignatius Loyola. Holder dette
Stik, blev Flamlænderen Ruysbroecks mystiske Lære
saaledes et Bindeled imellem to af Romerkirkens
berømteste Munkesamfund: Franciskanerne og Jesuiterne.
Ligesaa meget som i Middelalderen Maerlant havde
betydet for den nederlandske Kunstdigtning og
Ruysbroeck for den religiøse Literatur, ligesaa meget kom i
Renæssancen een og samme flamske Digter til at betyde
for begge — tilmed en Digterinde: „Brabants Sapfo“,
Anna Bijns, om hvis Levned man beklageligvis ikke
ved stort mere end, hvad man kan læse sig til af hendes
Digte og af et Par Dokumenter i Stadsarkivet i
Antwerpen. Hun synes født i denne Stad i Slutningen af
det femtende Aarhundrede og er død sammesteds 1575.
Hendes lange Liv har været udfyldt af to Oplevelser:
den jordiske Kærlighed, som skuffede hende, og den
himmelske, hvori hun fandt varig Trøst. I sine
Refereynen (Refræner) — Omkvæds-Digte med den franske
Chant royal som metrisk Mønster — giver hun begge
disse Følelser helt ægte og yderst individuelle Udtryk;
det er derved hendes Digtning betyder en fuldkommen
Fornyelse af den nederlandske Kunstlyrik, der indtil da
var højst ufuldkomment udviklet, og just paa det
Tidspunkt stivnet i Konventioner, der umuliggjorde enhver
Udfoldelse af Personlighed. Den var opstaaet ved
Hofferne som et hensigtsløst Divertissement, og havde som
saadant naaet sin højeste Fuldkommenhed i de yndefulde
Kærlighedssange, hvormed i det trettende Aarhundrede
Hans I, Hertug af Brabant, hyldede sit Hjertes Damer.
Men af den søde Majduft i disse hertugelige Vers havde
den nederlandske Kunstlyrik to Aarhundreder senere
intet tilbage; og det intellektuelle Indhold, der var
kommen i Stedet, var saare tyndt. Den var falden i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
