Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - Tiggerern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vilde hun tvinge ham til at leve? Han bævede for
hendes Styrke. Han havde jo dog været de evige
Skoves Fred saa nær.
Hun begyndte Kampen med at sige til ham, at
Brobypræstens Datter havde faaet sin Slæde og sit
Mel igen, og at hun, Majorinden, havde et Hjem til
ham som til saa mangen anden i Kavallerfløjen paa
Ekeby. Hun tilbød ham et Liv i Lyst og Glæde,
men han svarede, at han maatte dø.
Da slog hun sin knyttede Næve mod Bordet og
sagde ham sin Mening rent ud.
„Naa, saa han vil dø, vil han? Ja, det skulde
jeg ikke undre mig over, hvis han var levende. Men
se paa den udmagrede Krop, paa de afmægtige
Lemmer og paa de matte Øjne — tror han saa,
han har noget tilbage at slaa ihjel! Tror han, man
behøver at ligge under et tilsømmet Kistelaag for at
være død? Tror han ikke, jeg sidder her og ser,
hvor død han er, Gösta Berling, død! Jeg ser, det
er et grinende Dødningehoved, der sidder paa hans
Skuldre, og jeg synes, jeg ser Ormene krybe ud og
ind af hans Øjenhuler. Mærker han ikke, at han
har Munden fuld af Jord? Kan han ikke høre, hvor
Knoklerne rangle, naar han rører sig? Han har
druknet sig i Brændevin, Gösta Berling, og død er
han. Hvad der nu rører sig hos ham, er bare
Dødningeknokler, og dem vil han ikke unde at leve —
om det kan kaldes Liv? Det er næsten, som om
han vilde misunde de døde en Dans over Gravene
i Maaneskinnet.
Skammer han sig over, at han har været Præst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
