Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gösta Berling, Poeten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Gratuler Pastorinden,“ sagde hun saa. „Hun
er mere glad over det end jeg.“
Men der stod Gösta Berling, den glade Kavaller,
hilset med Jubel for sin friske Latter og for sine
smukke Ord, som strøede Guldstøv ud over Livets
graa Vadmel. Aldrig før havde hun set ham saadan
som denne Aften. Han var ikke en udstødt, en
forkastet, en hjemløs Spasmager, nej en Konge blandt
Mænd, en født Konge.
Han og de andre unge Mænd sammensvor sig
mod hende. Hun skulde faa Lov at betænke, hvor
ilde hun handlede ved at give sig selv bort med sit
smukke Ansigt og sin store Rigdom til en gammel
Mand. Og de lod hende sidde ti Danse.
Hendes Blod kogte af Harme.
Den ellevte Dans kom en Mand, den ringeste
blandt de ringe, en Stakkel, som ingen anden vilde
danse med, og bød hende op.
„Øllet er drukket, nu kommer Bærmen,“ sagde hun.
Saa legede de Panteleg. Lyslokkede, unge
Piger stak deres Hoveder sammen og dømte hende
til at kysse den, hun holdt mest af. Og med smilende
Mund ventede de paa at se den stolte Skønhed
kysse gamle Dahlberg. Men hun rejste sig statelig
i sin Vrede og sagde:
„Maa jeg ikke lige saa gærne give den et
Ørefigen, som jeg holder mindst af?“
Et Øjeblik efter brændte Göstas Kind under
hendes faste Haand. Han blev blussende rød, men
han besindede sig, greb hendes Haand, holdt den
fast et Sekund og hviskede:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
