Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gösta Berling, Poeten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Mød mig om en halv Time i den røde Sal
nedenunder!“
Hans blaa Øjne straalede ned paa hende og
omsluttede hende med magiske Lænker. Hun følte,
at hun maatte lyde.
Dernede mødte hun ham med Stolthed og
onde Ord.
„Hvad angaar det Gösta Berling, hvem jeg
gifter mig med?“
Han havde ikke endnu milde Ord paa Tungen:
ikke heller syntes det ham raadeligt strax at tale om
Ferdinand.
„Jeg synes ikke, det var for stræng en Straf,
at du kom til at sidde over ti Danse. Men du vil
have Lov til ustraffet at bryde Eder og Løfter. Havde
en bedre Mand end jeg taget Straffedommen i sin
Haand, kunde han have gjort den haardere.“
„Hvad har jeg gjort dig og jer alle, at jeg
ikke kan være i Fred? Det er for Pengenes Skyld,
I forfølger mig. Jeg skal kaste dem i Löfven, saa
kan hvem der vil fiske dem op.“
Hun holdt Hænderne for Øjnene og græd af
Harme.
Da rørtes Poetens Hjærte. Han skammede sig
over sin Strænghed. Hans Stemme blev øm.
„Ak, Barn, Barn, tilgiv mig! Tilgiv den stakkels
Gösta Berling! Ingen bryder sig om, hvad saadan
en Pjalt siger eller gør, det ved du jo. Ingen
græder over hans Vrede; man kunde lige saa gærne
græde over en Mygs Stik. Vanvid var det, men
jeg vilde hindre, at vor skønneste og rigeste Pige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
