Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gösta Berling, Poeten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skulde gifte sig med den gamle. Og nu har jeg kun
bedrøvet dig.“
Han satte sig i Sofaen ved Siden af hende.
Sagte lagde han sin Arm om hendes Liv for med
kærtegnende Ømhed at støtte og hjælpe. Hun trak
sig ikke bort. Hun trykkede sig ind til ham, slog
sine Arme om hans Hals og græd med sit skønne
Hoved paa hans Skulder.
Ak, Poet, stærkest og svagest blandt Mennesker;
ikke var det om din Hals, disse hvide Arme skulde
hvile.
„Havde jeg vidst dette,“ hviskede hun, „aldrig
havde jeg da taget den gamle. Jeg har set paa
dig i Aften, ingen er som du.“
Men mellem blege Læber frempressede Gösta:
„Ferdinand.“
Hun bragte ham til Tavshed med et Kys.
„Han er ingen Ting, ingen er noget, uden du.
Dig skal jeg være tro.“
„Jeg er Gösta Berling,“ sagde han mørkt, „med
mig kan du ikke gifte dig.“
„Du er den, jeg elsker, den første blandt alle
Mænd er du. Ingen Ting behøver du at gøre,
ingen Ting at være. Du er født Konge.“
Da brusede Poetens Blod. Hun var skøn og
yndig i sin Kærlighed. Han sluttede hende i sin Favn.
„Hvis du vil blive min, kan du ikke blive i
Præstegaarden. Lag mig køre dig lige til Ekeby i denne Nat,
der skal jeg vide at forsvare dig, til vi kan holde
Bryllup.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
