Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gösta Berling, Poeten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anna blev ikke bange. Dagen havde været rigt
velsignet med Æventyr, og Natten lovede at blive
den lig. Dette var Liv — at ile frem over blinkende
Sne, trodsende vilde Dyr og Mennesker.
Gösta udstødte en Ed, bøjede sig frem og gav
Don Juan et vældigt Rap med Pisken.
„Er du bange?“ spurgte han. „De skyder
Genvej og vil indhente os derhenne, hvor Vejen slaar
en Bugt.“
Don Juan sprang og løb omkap med Skovens
vilde Dyr, og Tankred hylede af Raseri og Angst.
De naaede Vejens Krumning paa samme Tid som
Ulvene, og Gösta drev den forreste bort med Pisken.
„Ak, Don Juan, min Dreng, hvor let skulde du
ikke slippe bort fra tolv Ulve, hvis du ikke havde os
Mennesker at slæbe paa.“
De bandt det grønne Rejseshawl fast bag i
Slæden. Ulvene blev bange for det og holdt sig
en Tid paa Afstand. Men da de havde overvundet
deres Frygt, fór en af dem hvæsende, med hængende
Tunge og aabent Gab hen til Slæden. Da tog
Gösta Madame Staëls Corinne og kastede i Gabet
paa den.
Atter fik de en Stund Pusterum, medens Dyrene
søndersled dette Bytte, og atter mærkede de Rykkene,
naar Ulvene sled i det grønne Rejsesjærf, og hørte
deres korte, hastige Aandedræt. De vidste, at de
ikke vilde træffe paa nogen Menneskebolig før Berga,
men værre end Døden syntes Gösta det var at se
dem, han havde bedraget. Han indsaa ogsaa, at Hesten
vilde blive træt, og hvad skulde der saa blive af dem?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
