Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ballet paa Ekeby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O Død, blege Ven, er det ligesaa sandt, som
det er trøstende, at jeg aldrig kan undgaa at møde
dig? Ogsaa til mig, den sendrægtigste af Jordens
Arbejdere, kommer du engang, drager den slidte
Lædersko af min Fod, river Grødsleven og
Melbøtten ud af min Haand, tager Arbejdsklæderne af
min Krop. Med blid Magt henstrækker du mig paa
det kniplingsprydede Leje og smykker mig med
lange, baldyrede Linklæder. Mine Fødder trænger
ikke mere til Sko, men mine Hænder bedækkes med
snehvide Handsker, som intet Arbejde skal tilsmudse.
Indviet af dig til sød Hvile sover jeg en tusindaarig
Søvn. O, Forløser! Den sendrægtigste af Jordens
Arbejdere er jeg, og jeg drømmer med en Gysen
af Vellyst om den Stund, da jeg skal optages i
dit Rige.
Blege Ven, paa mig maa du frit øve dine
Kræfter, men jeg siger dig, haardere var Kampen
mod de svundne Tiders Kvinder. Livets Kræfter var
stærke i deres slanke Legemer, ingen Kulde kunde
køle deres varme Blod.
Du havde lagt den skønne Marianne paa dit
Leje, o Død, og du sad ved hendes Side, som en
gammel Barnepige sidder ved Vuggen for at lulle
Barnet til Ro. Du trofaste gamle Amme, som ved,
hvad der godt for Menneskenes Børn, hvor maa det
ikke harme dig, naar Legekammeraterne kommer og
med Støj og Bulder vækker dit halvt slumrende
Barn. Hvor kunde du andet end vredes, da
Kavallererne løftede den skønne Marianne op fra Lejet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
