Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Patron Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ind i den dybe Skov, berører blot en Flig af dit
Klædebon mig, læges min Sjæl. Time efter Time,
Aar efter Aar har jeg set ind i dit hellige Aasyn.
Hvad for Gaader gemmer du under de sænkede
Øjelaag, du Forsagelsens Guddom? Har du løst
Livets og Dødens Gaade, eller grubler du endnu,
du hellige, du jættelignende? For mig er du store
alvorlige Tankers Vogter. Men jeg ser Mennesker
mylre paa dig og om dig, Væsener, som aldrig
synes at føle Alvorens Højhed paa din Pande. De
ser blot dit Ansigts og dine Lemmers Skønhed og
daares deraf, saa de glemmer Alt.
„Ve mig, ve os alle, Vermlands Børn! Skønhed,
Skønhed og intet andet fordre vi af Livet. Vi, Børn
af Forsagelsen, af Alvoren, af Fattigdommen, løfte
vore Hænder i en eneste lang Bøn og begære dette
eneste Gode: Skønhed. Gid Livet maa være som
en Rosenbusk, blomstre af Kærlighed, Vin og Glæde,
og gid dets Roser maa staa til Rede for enhver!
Se, dette ønske vi, og vort Land bærer Strenghedens,
Alvorens, Forsagelsens Træk. Vort Land er
Grubleriets evige Symbol, men vi har ingen Tanker.
O Vermland, du skønne, du herlige Land!“
Saaledes talte han med Taarer i Øjnene og
med Stemmen bævende af Begejstring. De unge
Piger hørte paa ham med Undren og ikke uden
Rørelse. Kun lidet anede de det Dyb af Følelse,
som skjulte sig under denne Overflade, der glimtede
af Spøg og Latter.
Da det lakkede ad Aften og de igen steg op i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
