Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guds Sendebud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ting, at Nøden var kommen, og at Menneskene
søgte deres Trøst i Ligegladhed og Brændevin.
Men maaske var det godt for ham, at han saa,
hvad han saa. Thi ham var det ikke givet at se
Sæden grønnes og spire paa sin egen Ager, det var
ham ikke givet at sidde ved sin egen Arne og se
de glødende Kul slukkes, heller ikke at føle sine
Børns bløde Hænder lægge sig i hans eller at have
en from Hustru til Støtte. Maaske det var godt for
ham, hvis Sind var tynget af dyb Sorg, at der
var andre, som han kunde skænke Trøst i deres
Fattigdom. Maaske det var godt for ham, at denne
Tid var saadan en bitter Tid, hvor Naturens
Karrighed havde bragt Mangel over Smaafolk, og hvor
mangen en, som var heldigere stillet, gjorde sit til
at ødelægge dem. Thi det var ikke for intet, at
Præsten i Broby, havde siddet som en begærlig Gnier
blandt sine Sognefolk i Steden for at være dem en
ret Hyrde; det var ikke for intet, at Kavallererne
havde regeret i Ødselhed og Drukkenskab, ikke for
intet, at Sintram havde bibragt dem den vilde Tro,
at Ødelæggelse og Død skulde ramme dem alle.
Kaptajn Lennart stod der paa Broby Bakker og
fik den Tanke, at Gud maaske havde Brug for ham.
Han blev heller ikke kaldt hjem af en angrende
Hustru.
Det maa siges, at Kavallererne senere slet ikke
kunde forstaa, hvad Skyld de havde i Kaptajnens
Hustrus Haardhed. Sintram sagde ingenting. Paa
Egnen faldt der mange misbilligende Ord om den
Hustru, som havde været for stolt til at tage imod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
