Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tørken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var fra Ekeby, at denne Uroens Smitte
udgik; den bredte sig først til Jernværkerne og
Herregaardene og drev Menneskene til Uret og Synd.
Saa langt har vi til en vis Grad kunnet følge den,
fordi de gamle har bevaret Erindringen om
Begivenhederne paa nogle af de store Gaarde, men
hvorledes den videre bredte sig blandt Befolkningen,
derom ved vi kun lidt. Men ingen kan tvivle om,
at Tidens Uro gik fra By til By, fra Hytte til Hytte.
Hvor en Last var skjult, der kom den til Udbrud,
hvor der var en lille Rift mellem Kvinde og Mand,
blev den til en Kløft; hvor en stor Dyd eller en
stærk Vilje skjulte sig, maatte ogsaa den frem. Thi
ikke alt det, som skete, var ondt; men Tiden var
saadan, at det gode ofte blev lige saa fordærveligt
som det onde. Det var, som naar Stormen gør sin
Hugst dybt inde i Skoven: det ene Træ styrter over
det andet, den ene Gran drager den anden med sig,
og selv Underskoven rives omkuld af de styrtende
Kæmper.
Ja sandelig, Galskaben bredte sig blandt
Bønder og Tjenestefolk. Alle Vegne blev Hjerter
vilde og Hjerner forvirrede. Aldrig var Dansen gaaet
saa muntert paa Korsvejen, aldrig var Øltønden
bleven tømt saa hurtig, aldrig havde
Brændevinskedlen slugt saa meget Korn. Aldrig havde
Gæstebuddene været saa mange, aldrig havde Vejen mellem
det vrede Ord og Knivstikket været kortere.
Det var en stærk Haand, der slap Tøjlerne, da
Majorinden forlod Ekeby. Berusede af Friheden
stormede Menneskene afsted til Forvirring og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
