Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frihed, Friheden for det politiske Frihedstyranni ...
Og saa den dejlige Frihedstrang — den er nu
forbi; ja jeg maa i al Fald sige, at det Eneste,
jeg elsker ved Friheden, er Kampen for den;
Besiddelsen bryder jeg mig ikke om ...»
Der er, synes mig, i dette Standpunkt overfor
Politiken noget Dobbelt, dels en gammel romantisk
Mindelse — Afskyen for Nytteherredømmet, som
er fælles for de romantiske Skoler i alle Lande
— dels noget Personligt og Ejendommeligt: Troen
paa den Enkeltes Kraft og Tilbøjeligheden til at
opstille radikale Tvangsvalg. Den, der i «Brand»
formulerede Løsenet «Alt eller Intet!», kan intet villigt
Øre medbringe for den praktiske Politikers Løsen
«Et lille Skridt hver Dag!» Jeg gad vide, om ikke
hin Ibsens ovenfor berørte Stemningsforkjærlighed
for Rusland for en Del havde sin Aarsag i, at
der i dette Land ingen Rigsdag er. Efter hele
sit Naturel maa Ibsen nære Uvilje mod Parlamenter.
Han tror paa Individet, paa den enkelte
store Personlighed: en Enkeltmand kan udrette
Alt, og kun en Enkeltmand. Et saadant Korps
som et Parlament er for ham en Forsamling af
Talere og Dilettanter, hvad naturligvis ikke
udelukker, at han kan nære Agtelse for den enkelte
Parlamentarier som saadan.
Ibsen har derfor sin evige Moro hver Gang
han læser i en Avis: «Og saa nedsatte man en
Kommission» eller «Derpaa stiftede man en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
