Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
F. n Billedhuggers Liv
Jeg lærte en hel Del nyttige Ting i dette Selskab, blandt andet lidt
god Opdragelse — hvad man ikke just faar for meget blandt Nordmænd —
og af Kneipelivet mellem Kunstnerne. Nu lærte jeg at føre mig, som det
sømmer sig en Kunstner i godt Selskab. Jeg lærte at kysse de gamle
Damer paa Haanden — og de unge paa Munden — naa, det havde jeg
kunnet før. — Nu ligger de gamle fine Hænder forlængst i sorten Muld —
og, ak, de unge Læber, jeg kyssede, er ikke længer saa fristende maaske
som de dengang var.
Et andet lærte jeg ogsaa: Altid at klæde mig med en vis Omhu. Ikke
ved Arbeidet, hvor jeg bar min Bluse, det er min Uniform. Men det er
med Menneskene som med Hundene, de er Snobber begge de Dyrearter.
Hunden bider den i Læggen, som har stygge Buxer paa. Menneskene
bider ogsaa paa sin Maade. Der fortaltes om en nordisk Billedhugger,
som ikke havde opført sig høveligt mod den gamle Fyrstinde Wittgen*
stein. Manden havde en stor Statue, som var bleven meget omtalt blandt
Skandinaverne i Rom. — Fyrstinden havde hørt Tale om den, og kom i
Atelieret og saa paa Figuren. Hun tillod sig at gjøre nogle smaa Bemærk*
ninger, men det skulde hun ikke gjort, for Kunstneren bad hende pakke
sig, og hvis hun ikke kom ud hurtigst muligt, skulde han tage hende i
Nakken og kaste hende ud. Det var ikke høfligt sagt.
Det hændte en Nat, jeg laa i min sødeste Søvn, at jeg blev vækket
ved et Skrald, laa en Stund, undredes paa, hvad det havde været, tænkte,
jeg havde vel bare drømt. Men da jeg vaagnede om Morgenen, laa der
en stor Sten paa Gulvet lige ved Sengen og en Rude var knust.
De har nok Ret alligevel, Italienerne, som sætter Jernstænger for Vin*
duerne. Hos mig var de saa lavt nede, at det havde været en let Sag at
klatre ind til mig. Vækkes om Natten af den Slags, som kaster Sten ind
ad Vinduerne, er ikke hyggeligt. — Men hvem kunde det have været?
Der gik nogen Tid, inden jeg forstod det.
Et havde undret mig, der kom saa mange Kunstnere og besøgte mig,
mest Malere og mest danske. Ja, de var jo alle velkomne, men det viste
sig snart, at det var ikke mig, de kom for at se.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
