Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte og sange - Romsdalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTE OG SANGE 139
Jeg glæmmer jo rent at se mot land!
––––––Det første syn
slår som et lyn.
I minnet stod det, men ikke så stort.
Hvor jeg også lar øjet vandre,
den ene bærgkjæmpe over den andre,
den enes lænd ved den andres skulder,
og dette til ytterste himmelbrynet.
Vi står og vænter et værdensbulder;
den evige Stilhed forstørrer synet.
Somme står hvite, andre står blå
med takkede, kappende, hissige tinder,
somme sig binder
sammen i kjæder og fremad gå.
Avvejen, småfolk! — Derinne „Skjorten“!
Han messer jævnt i den høje forsamling
av urtids-storheder, ættens gamling.
Hvad messer han om? Som barn har jeg sporfn,
jeg hørte ham mange, mange gange,
altid andægtig, aldrig med løjhed.
I mine sange
faller et skjær av hans hvite højhed.
–––-Hvor stort det er! Jeg blir aldrig færdig.
De største tanker fra liv og sagn
strømmer mot synet og prøver ihærdig
intrykkets vælde at favne og måle —
indiske myter, Dantes helved,
dramer som Shakespeare mot himlen hvælvet,
Æschylos’ torden melder sig kry,
Beethovens mægtige symfoni...
vide sig, hæve sig, dampe, stråle—:
som myre-småflid og kolibri-snak
de trille tilbake; — jeg ber dem stanse!
Det er som vilde i hansker og frak
en herre by bærgene op at danse.
Nej frist dem ikke; men giv dig hen!
Da skal du spore,
at du blir større iblant de store.
Er du kun ydmyg, de siger det selv,
at noget er større æn deres største.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
