Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Sjette sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 205
Landet kjænner jeg godt ifra gammelt,
dengang jeg gik her og riser fællte.
Ser du, de står her, frosne til fjæll, til is,
væltede vidt i hav.
Jeg det var som med hammeren ramte,
da mine småfolk de ropte på mig,
svor ved mit rødlige skjæg og gav slagt
for at få hammerens skjærm.
To trollkjærringer bærget sig længe,
sopte rundt land med lange koster,
fejede alt mit småfolk i sjøen, og slog
himmel og hav med storm.
Jeg dem fant i en havfyllt fjæll-kløft,
stængte så til, og de blev der siden;
væltet til rette litt småt, som var sopet ihop,
nu er her passe fred.
Jeg det var som vinket dig nordpå;
du er for god til hist at gå under.
Her hvor det høres på hav, når det koker til harm,
høver en hugstor mann.
Nyss det duvede styggt gjænnem Vesten,
da var det jeg som kjørte nedover.
Lynilden lyste på stormenes vej over val,
da var det jeg som kom.
Følg mig nu, — og på stand er du livfrælst.
Dig vil jeg eje, du Nordens kjæmpe!
Mig har du offret til, uten at vite det selv,
hvær gang du sendte mig mænn.
Her på dødens storm-svarte strande,
her kan jeg sænke mig, her kan tales:
Giv mig dig selv, og jeg løfter på lynildens horn
op dig til evigt liv.
Ærens liv, det er over al død,
skjærende sønder dens klamme skodde,
sol-stærkt som gudernes hellige lag hvær dag
skinner på menneskets sorg.“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
