Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arnljot Gelline (1870) - Ottende sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNLJOT GELLINE 215
Da skrek, da slog
gjænnem luft og jord
et ord! ...
likblek blev himmelen, skjælvende alt som han så,
bærgene revnende sank, derpå den ravnsvarte nat;
men et uændeligt tog
over og under,
frem av bærgene, op av bakkerne,
hoppede, væltede, jog,
hele den stønnende jord
fødte–––––
Da ifra Østen glimtet i natten,
rædslen og nøden — vinkende lys,
fremad det skjøt sig, vokste sig vældigt,
blev til en bro gjænnem uvejrets luft.
Hen over den så han lysende skride,
foran med klokker, efter med sange,
hellige mænn og hvite småbørn,
bærende kors og bluss og kranser;
derefter hærmænn, høje, hærdede,
bærende banner, våben, hærskjold;
og i den innerste ring der så han
klar på en mælkehvit ganger kongen —
foran ham korset, om ham skalderne,
hæren ændeløst efter.
Solbrænt var han, og svær i sætet,
øjet luede, fagert fallt håret,
men* over brynjen rødligt skjægget.
Mægtig han sat,
bilen i højre, skjoldet i venstre.
Skalderne sang:
„ Bakom det vrede
uvejr i Vesten
Norge du ser
i opgangs-sol.
Blodig på fjællet
nu den faller;
blodig fallt freden
fordum fra himlen.
Korset har høje
krav, o konge.
Du tør føre,
vi følger dig!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
