Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Første kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276 SYNNØVE SOLBAKKEN
hen at læse. Ja, trøst dig med Guds ord du,“ sa Aslak; „du
får henne så ikke allikevel.“
Da det led så langt frem i uken, at han tænkte de hadde glæmt
det, spurte han moren ganske sagte (ti han var unselig ved det):
„Du — hvem er Synnøve Solbakken?“ „Det er en liten jænte,
som en gang skal eje Solbakken.“ „Har hun ingen træstakk da?“
Moren så forundret på ham: „Hvad er det du siger?“ sa hun.
Han følte det måtte være noget dumt, og tidde. „En har aldrig
set vakkrere barn, æn hun er,“ la moren til, „og det har hun fåt
i løn av Vorherre, fordi hun bestandig er snill og bra og flittig
til at læse.“ Nu visste han det med.
En dag Sæmund hadde været i marken sammen med Aslak,
sa han om kvællen til Torbjørn: „Du skal ikke oftere være
sammen med tjenestegutten.“ Men Torbjørn agtet ikke videre
på det. Så lød det en stund efter: „Dersom du finnes oftere
sammen med ham, går det dig ikke godt!“ Da sneg Torbjørn
sig efter ham, når faren ikke så det. Denne kom over dem,
der de sat og talte sammen; da fik Torbjørn pryl og blev jaget in.
Men siden passet Torbjørn Aslak op, når faren ikke var hjæmme.
En søndag faren var i kirke, gjorde nok Torbjørn ugagn
hjæmme. Aslak og han kastet sneball på hværandre. „Nej, nej,
du kvæler mig,“ bad Torbjørn; „lad os kaste sammen på noget
annet.“ Aslak var straks færdig, og så kastet de først efter den
spinkle gran borte ved buret, så efter burdøren, og ændelig efter
burvinduet, — ikke dette selv, sa Aslak, men listen omkring det.
Torbjørn traf imidlertid ruten og blev blek. „Pytt, hvem får
vite det? Kast bedre!“ Han så gjorde, men traf nok en. „Nu
vil jeg ikke mere.“ I det samme kom hans ældste søster, lille
Ingrid ut. „Kast efter henne, du!“ Torbjørn var straks færdig,
jænten gråt, og moren kom ut. Hun bad ham holde inne. „Kast,
kast!“ hvisket Aslak. Torbjørn var het og ophisset; han gjorde
så. „Jeg mener du går fra vettet, jeg,“ sa moren og rænte mot
ham. Han foran, hun efter — gården rundt; Aslak lo, og moren
truet. Men der fik hun ham fat oppe i en snedrive, og gav sig
i færd med rigtig at dænge ham. ,Jeg slår igjæn, jeg, det
bruker de her.“ Moren holdt forundret inne og så på ham. „Det
har en annen lært dig,“ sa hun så, tok ham stilltiende ved
hånden og førte ham in. Hun sa ikke et ord mere til ham, men
stelte godt for hans småsøsken, og talte med dem om, at nu kom
far snart hjæm fra kirken. Da begynte det at bli dygtig hett i
stuen. Aslak bad om lov til at besøke en slægtning, — det fik han
straks; men Torbjørn blev meget mindre, da Aslak var gåt.
Han hadde frygtelig vondt i maven, og var så klam i hænderne,
at han svedte boken, når han tok i den. Bare mor ikke vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
