Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SYNNØVE SOLBAKKEN 287
fik at gjøre med en hel flokk på én gang. Kvinnfolkene var gåt
i forvejen, så der var ingen til at skille dem ad, og det blev
derfor værre og værre. Tape vilde han ikke, der kom flere in på
ham, og nu forsvarte han sig på hvad måte han best kunde,
hvorfor der utdeltes slag, som siden selv fortalte hvad her var
foregåt. Årsaken kom med det samme op, og der blev stærk tale
om dette i bygden.
Næste prækensøndag vilde Torbjørn ikke gå til kirke; næste
dag de skulde være hos præsten, la han sig syk. Ingrid gik
derfor alene. Han spurte henne ved hjæmkomsten, hvad Synnøve
hadde sagt. „Ingenting.“
Da han så gik med igjæn, syntes han alle folk så på sig,
og at konfirmanterne fniste. Men Synnøve kom senere æn de
andre og var meget inne hos præstens den dag. Han frygtet
skjænd av præsten, men mærket snart, at de to eneste i bygden
som ikke kjænte noget til slagsmålet, var hans egen far og præsten.
Det kunde ænda gå an; men hvorledes han atter kunde komme
i tale med Synnøve, visste han ikke; ti det var første gang han
ikke rigtig vilde be Ingrid gå imellem. Efter ændt overhøring var
Synnøve atter inne hos præstens; han væntet, så længe der ænnu
var andre på gården; men tilsist måtte også han gå. Ingrid var
gåt blant de første.
Næste dag var Synnøve kommet før alle de andre, og gik i
haven med en av frøknerne og en ung herre. Frøkenen tok op
blomster og gav Synnøve, herren hjalp til, og Torbjørn stod
blant de andre utenfor og så på. De forklarte henne højt nok,
så alle hørte det, hvorledes disse blomster skulde sættes, og
Synnøve lovte selv at gjøre det, forat det nætop kunde bli som de
hadde sagt. „Det kan du ikke gjøre alene,“ sa hin fremmede
mann, og dette tænkte Torbjørn på. — Da Synnøve kom ut til
de andre, viste disse henne ænnu større agt æn sædvanlig; men
Synnøve gik hen til Ingrid, hilste blidt på henne og bad henne
følge med ned på vollen. Der satte de sig; ti det var længe siden
de hadde talt rigtig sammen. Torbjørn stod igjæn blant de andre
og så på Synnøves fine utenlandske blomster.
Denne dag gik Synnøve på samme tid som alle. Jeg skal
kanske bære blomsterne for dig,“ sa Torbjørn. „Det kan du
gjærne,“ svarte hun blidt, men uten at se på ham, tok Ingrid ved
hånden og gik foran. Opunder Solbakken stanset hun og sa
Ingrid farvel. „Jeg skal nok selv bære dem det stykke som er
igjæn,“ sa hun og tok kurven, som Torbjørn hadde sat ned. Den
hele vej hadde han tænkt på at tilby sig at plante blomsterne for
henne, men nu kom han sig ikke til; ti hun vændte sig så brått.
Men siden tænkte han ikke på annet æn dette, at han dog skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
