Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Annet kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
288 SYNNØVE SOLBAKKEN
ha hjulpet henne med disse blomsterne. „Hvad talte I to om?“
spurte han Ingrid. „Om ingenting.“
Da de andre vel hadde lagt sig, tok han sagte på sig igjæn og
gik ut. Det var en vakker kvæll, lun og stille, himlen hadde et
svakt overdrag, av blågrå skyer, hist og her iturevet, så det var
som om nogen fik skue ut av det dunkle blå som av et øje.
Ingen var at se omkring husene eller længer borte; men i græsset
til alle sider skvattret græshopperne, en åkerrikse malte til højre
og svartes av en til venstre, hvorpå der begynte en sang i græsset
fra sted til sted, så det var ham der gik, som hadde han et stort
følge, skjønt han ikke så en eneste. Skogen trak sig blå, siden
dunkel og dunklere op imot uren og syntes et stort tåkehav. Men
derinnefra hørte han orren spille og slå til lyd, en enkelt katugle
skrike, og fossen kvæde sine gamle, hårde rim stærkere æn
nogen-sinde — nu da alt hadde sat sig ned for at høre på ham.
Torbjørn så over mot Solbakken og gik avsted. Han bøjde av fra
de vanlige vejer, kom raskt derover, og stod snart i den lille have
som Synnøve ejde, og som lå like under det ene loftsvindu, nætop
det innenfor hvilket hun sov. Han lyttet og spejdet, men alt var
stille. Da så han sig om i haven efter arbeidsredskaper og fant
ganske rigtig både spade og grep. Der var begynt på opspadning
av en seng; blot en liten snipp var blet færdig, men i den var
allerede to blomster sat, formodentlig for at se hvorledes det tok
sig ut. „Hun er blet træt, stakkar, og er gåt fra det,“ tænkte
han; „her må en mann til,“ tænkte han videre, og gav sig i færd
med det, følte slet ingen lyst til søvn, ja syntes ændog at han
aldrig hadde gjort så let et arbejde. Han husket hvorledes de
skulde sættes, husket også præstegårdshaven, og passet nu det
ene i det andre. Natten gik med, men han mærket det ikke, han
hvilte næppe og fik hele sengen opspadd, blomsterne sat, en og
annen omplantet, for at få det ænnu smukkere, og alt i ett skottet
han op til loftsvinduet, om dog nogen skulde mærke ham. Men
hverken der eller annensteds var der nogen, ej heller hørte han
så meget som en hund gjø, før hanen tok på at gale, vækket
skogens fugler, som da en efter en satte sig op at synge „god
morgen“. Mens han stod der og klappet jorden til omkring, husket
han på eventyrene som Aslak hadde fortalt, og hvorledes han
engang trodde der vokste troll og nisser over på Solbakken.
Han så op til loftsvinduet, og smilte til hvad Synnøve nu i
morgenstunden vilde tænke. Det var blet dygtig lyst, fuglene holdt
allerede et forfærdeligt spektakel, hvorfor han hivde sig over
rækværket og skyndte sig hjæm. Så skulde da ingen kunne sige,
det var ham som hadde været over og plantet blomster i Synnøve
Solbakkens have.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
