Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femte kapitel - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun ganger for kisten at tage den,
hjærtet var så stort derved;
hun leter frem til dens gamle sted,
da var der ikke tråden igjæn.“
Arne sat, som det hadde spillet langt borte i lien. Han gik op
til Knut. „Har du mor?“ spurte han. „Nej.“ — „Har du far?? —
„Å nej, ikke far.“ — „Er det længe siden de døde?“ — „Å ja,
det er længe siden.“
„Du har vel ikke mange som holder av dig?“ — Å nej, ikke
mange.“ — „Har du nogen her?“ — „Nej; ikke her.“ — „Men
borti hjæmbygden?“ — „Å nej; ikke der heller.“
„Har du da slet ingen som holder av dig?“
„Å nej, jeg har ikke det.“
Men Arne gik fra ham, og holdt således av mor sin at hjærtet
sprængte på, og han følte som en lysning over sig. Du himmelske
Gud, tænkte han, du har git mig henne, og så usigelig megen
kjærlighed ved henne, og jeg lægger den hen — og en gang jeg
vil ta den, så er hun kanske ikke mere! Han vilde til henne,
om ikke for annet så bare for at se henne. Men på vejen fallt
det med ett på ham: „Kanske du, fordi du ikke skjønner på
henne, meget snart skal ha den straf at miste henne!“ — Han
blev stående hvor han stod. „Almægtige Gud, hvad skulde der
så bli av mig?“
Det var ham, som hændte der nætop en ulykke hjæmme; han
la på sprang op mot huset, den kolde sved stod ham på pannen,
og benene tok næsten ikke jorden. Han rev op svaldøren; men
innenfor var det straks, som der lå ro i luften. Han tok sagte op
stuedøren. Moren hadde lagt sig, månen fallt like på hennes ansigt;
hun lå og sov som et barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
