Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARNE 359
„Nej, nu skal jeg fortælle en rægle, jeg, som viser, at intet
graves så dypt ned i natten, det jo finner sin dag,“ sa mannen,
og Arne syntes han så til ham. Det var en styggt utseende
mann med tynne, røde hår om en stor rund panne. Opunder lå
et par ganske små øjne og en liten klumpnæse; men munnen var
meget stor, med utover brættede læber der holdt sig hvitagtige.
Når han lo, så man begge gummer. Hans hænder lå på bordet;
de var meget svære og grove, men håndledet var spinkelt. Han
så hvasst og talte fort, men med meget arbejde. Folk kallte ham
„Kjæftauren“, og Arne visste at Nils skrædder i gamle dager
hadde faret styggt med ham.
„Ja, der er megen synd til i denne værden; den sitter os
nærmere æn vi tror .... Men det er slikt slag; nu skal I høre
om en stygg gjærning. De som er gamle, minnes Alf,
Skræppe-Alf. „Kommer nok igjæn! sa Alf“; det ordtøke er efter ham; for når
han hadde ændt handelen — og han kunde handle, den kar! —
hivde ’n skræppen på rygg: „kommer nok igjæn!“ sa Alf. Fanden
til kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf! —
Nej, så var det han og Storslåpen. Storslåpen — ja, I kjænte
Storslåpen? — stor var han, og slåpen var han med. Han forså
sig på en knittrende sort hæst, som Skræppe-Alf for og ekserte
med, så den spratt som en sommerlopp. Og føræn Storslåpen selv
visste av det, var han kommet til at gi femti daler for gampen!
Storslåpen op i en karjol, så lang han var, for at kjøre konge
med femtidalerhæsten; men nu kunde han slå og banne, sa gården
stod i et gov — hæsten flau’ likefullt på alle de dører og vægger
som fanst; for den var starblind!
Siden lå disse to og sloss om denne hæsten ut over al bygd,
rigtig likesom to bikkjer. Storslåpen vilde ha pengene sine igjæn;
men se til om han fik to danske skilling. Skræppe-Alf prylte
ham, så busten fauk. „Kommer nok igjæn,“ sa Alf. — Fanden til
kar, staut kar, kjæk kar, Alf, Skræppe-Alf!
Nej, så var det på nogen år da, at han slet ikke kom igjæn.
Det kunde være en ti år frem, så blev der lyst efter ham på
kirkebakken; for der var tilfallt ham en overhændig arv.
Storslåpen stod hos. „Det visste jeg nok,“ sa han, „at det var penger
som lyste efter Skræppe-Alf, og ikke folk.“ —
Nu talte de frem og tilbake om Alf; og så meget blev snakket,
at de fik sammenlagt, han hadde været sist på denne side av
Røren, men ikke på hin. Ja, I hugser vejen over Røren,
gammelvejen?
Men Storslåpen var på nogen tid kommet til stor magt og
herlighed både med gård og grejer. Desuten hadde han lagt sig på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
