Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 ARNE
gudfrygtigheden, og det visste alle, at han ikke blev gudfrygtig
for ingenting, han — mere æn andre folk. De begynte at snakke
sagte om disse ting.
Det var i den tid at vejen over Røren skulde omlægges;
gam-melkarerne hadde det med at ville bent frem, og derfor bar det
like over Røren; men vi vil ha det flatt, og derfor kommer vejen
nu ned ved elven. Det blev en minering og husering, så en
tænkte Røren vilde ned. Alslags vejstyring for der, men
amt-manden oftest; ti han har dobbelt fri-skyss. Og som de nu en
dag lå og grov ned i urene der, skulde en ta en sten, men fik
en hånd der stak ut av røjsen, og så stærk var den hånden, at
han som fik den — rauk att-ende med den. Men han som fik den,
var Storslåpen. — Lensmannen drev der; han blev hæntet, og
benene av en hel kar fremgravet. Doktor blev også hæntet; han
satte det altsammen så kunstig sammen, at der nu bare manglet
kjøt. Men folk skjøt frem på, at det benskranglet kunde nætop
være på skapnad som Skræppe-Alf. „Kommer nok igjæn!“ sa Alf.
Nogen og hvær syntes det underligt, at en død hånd kunde
slå en kar som Storslåpen helt ikoll, ænda den slet ikke slog.
Lensmannen gik like in på ham med det — forstår sig, så ingen
hørte det. Men da bante Storslåpen, så det gik svart om
lensmannen. „Ja, ja,“ sa lensmannen, „er det ikke dig, så er du vel
sagt kar for at ligge sammen med det benskranglet inat, du?“
— Jeg er nok det, jeg,“ svarte Storslåpen. Og nu bant doktoren
det ihop i lederne og la det hen i den ene seng i barakken.
I den andre skulde Storslåpen lægge sig; men lensmannen la sig
i sin kappe tæt op til væggen. — Da det blev mørkt, og
Storslåpen skulde in til sengekammeraten sin, var det nett likesom
døren gik igjen av sig selv, og han stod i mørke. Men Storslåpen
tok på at synge salmer; for han hadde en stor røst. „Hvorfor
synger du salmer?“ spurte lensmannen utenfor væggen. „Uvisst
om han har hat klokker,“ svarte Storslåpen. Siden tok han på
at be, det stærkeste han kunde. „Hvorfor ber du?“ spurte
lensmannen utenfor væggen. „Han har visst været en stor synder,“
svarte Storslåpen. Så blev der langt om længe stillt, og det var
næsten som lensmannen skulde sovne. Da skrek det derinne, så
hytten skalv: „Kommer nok igjæn!“ — Et helvedes brott og bulder
rejste sig; „kom med de femti dalerne mine!“ brølte Storslåpen,
og så skrek det, og brøt det, lensmannen op med døren, folk til
med stænger og brander, og da lå Storslåpen midt på gulvet og
hadde benskranglet over sig.“ —
Der var såre stillt om bordet. Ændelig siger en som skulde
tænde sin kridtpipe: „Han blev jo gal efter den dag.“ „Han
blev så.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
