Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ottende kapitel - Niende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
armene om hinannens hals drog de nedover mot støen. En stund
efter så Arne båten ute på vandet, Eli stod højt i bakstavnen med
fugleburet og vinket, Matilde sat igjæn på voren og gråt.
Hun blev sittende der, så længe båten var på vandet; det var
kort over til de røde hus, som før mældt, og Arne blev også
sittende. Han fulgte båten likesom hun. Den kom snart over i det
sorte, og han væntet til den la mot land; da så han dem i
vandet; i dette fulgte han med dem op mot husene, just til det
vakkreste av dem alle. Han så moren gå in først, så faren med
kisten, og sist datteren, så vidt han kunde skjelne dem på
størrelsen. En stund efter kom datteren ut igjæn og satte sig foran
burdøren, væntelig for at se over nu i det samme solen la sin
siste stråle. Men præstefrøkenen var alt gåt, og det var blot han
som nu sat og så henne i vandet. „Montro hun ser mig?“ — —
Han rejste sig og gik; solen var nede, men himmelen lys og
blåklar, sådan som sommernatten har den. Dampen av vand og
land drog sig op over fjællene på begge sider; men toppene stod
frie og så over til hværandre. Han kom højere op; vandet blev
mere sort og nedsænket, og likesom mere tæt. Dalen derinne i
bunden blev kortere og drog sig mere mot vandet; fjællene stod
nærmere for øjet og gik mere i en klump; ti sollyset adskiller.
Himmelen selv kom længer ned, og alt blev venligt og fortroligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
