Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408 ARNE
moren til side; „her skal du se!“ hvisket hun, og hun tok op et
fint sort silketørklæ, et sådant som ikke mannfolkene bærer.
„Det er akkurat som til en jænte,“ sa moren. „Her er ett til,“
sa hun; Eli tok i det, hun kunde ikke bare sig, men moren måtte
ændog prøve det på henne, skjønt Eli ikke vilde og bøjde hodet.
Moren la dem omhyggelig sammen igjæn. „Her skal du se,“ sa
hun så, hun tok op nogen vakkre silkebånd; „altsammen er som
til en jænte.“ Eli var ildende rød, men ikke et kny; barmen
bølget, øjnene var sky; aldeles urørlig for resten. „Her er ænnu
mere!“ Moren tok op et vakkert sort kjoletøj; — „det er vel
fint,“ sa hun og holdt det mot dagslyset. Eli skalv litt på hånden,
da moren bad henne ta i det, hun følte blodet for henne til hodet,
hun vilde gjærne vænde sig bort; men det gik ikke an. Han har
kjøpt noget på hvær byrejse,“ sa moren. Eli kunde nu næppe
mere; øjnene løp om i skrinet fra den ene ting til den andre og
tilbake til kjoletøjet; hun så i grunnen intet mere. Men moren
blev ved, og den siste ting hun tok op, lå i papir; de viklet det
ene av efter det annet; dette lokket atter, Eli blev meget spænt;
det var et par små sko. De hadde nok aldrig set maken, nogen
av dem; moren trodde ikke de kunde arbejdes, Eli sa ikke et ord;
men da hun måtte ta i skoene, stod alle hennes fem fingre på
dem, hun blev så skamfull at hun var ved at gråte; hun vilde
helst gå; men hun turde ikke tale, hun turde heller ikke få moren
til at se op. Denne var aldeles optat av sit. „Ser det ikke
akkurat ut, som han litt efter litt har kjøpt til en han ikke turde gi det
til?“ sa hun og la det altsammen aldeles sådan som det hadde
ligget; hun måtte ha øvelse i det. „Nu skal vi se hvad som er
i læddiken!“ Sagte åpnet hun den, som skulde de rigtig få se
noget vakkert. Der lå en spænne, bred som til et livbånd; det
var det første hun viste Eli, dernæst viste hun henne et par
sammen-bundne ringer av gull, og hun så en salmebok i fløjel med
sølv-spænner, men da så hun heller ikke mere, for hun hadde set
inprikket på salmebokens sølv med fin skrift: „Eli Bårdsdatter
Bøen“.–––Moren vilde hun skulde se, fik ikke svar, men så
tåre på tåre trille ned på silketøjet og dra sig utover. Da la
moren ned søljen som hun holdt, lukket læddiken til, vændte sig
og tok Eli in til sig. Da gråt datteren inne ved henne, og moren
gråt over henne, uten at nogen av dem sa noget mere.
En stund efter gik Eli ute i haven for sig selv; moren gik i
kjøkkenet, hun skulde lage et eller annet godt, for nu kom Arne
straks. Siden gik hun ut og så til Eli i haven; hun sat på huk
der og skrev i sanden. Hun strøk over, da Margit kom, så op og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
