Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jærnbanen og kirkegården - Tredje kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man sig til rette deri; ti det skedde har altid grunner i sig selv,
som man litt om litt blir nødt til at finne frem, når det nu
engang ikke kan være anderledes. Man samledes ved kirken dagen
efter, og man kunde ikke annet, man måtte le når man traf
hværandre. Og just som den hele almue, ung og gammel, mænn
som kvinner, ja barnene, alle talte om Lars Høgstad, hans ævner,
hans hårde vilje, hans store inflydelse — kom han selv kjørende
med hele sit hus i fire vogner efter hværandre! Det var to år
siden han sist hadde været der! Han steg av, og gik frem
gjænnem mængden, idet alle som én uvægerlig gav hilsen, men han
så ikke til side og besvarte ikke en eneste. Hans lille kone gik
blek som døden efter ham. Inne i kirken blev forundringen så
stor, at efter hvært som man så ham, holdt man op at synge og
bare så på ham. Knut Åkre som sat i sin stol foran Lars’s,
mærket der var noget på færde, og da han intet forunderligt så
foran sig, vændte han sig om. Han så Lars som sat nedlutet
over salmeboken, letende efter verset.
Han hadde ikke set ham siden hin kvæll i møtet, og sådan
forvandling hadde han aldrig tænkt sig mulig. Ti dette var ingen
sejrherre! Det tynne, bløte hår var stærkt fallt av, ansigtet magert
og sammenbitt, øjnene hule og hete, kjæmpehalsen svunnet in til
skrukker og sener. Han forstod i et øjeblik hvad denne mann
hadde gjennemgåt, grepes av en pludselig og stærk medlidenhed,
ja følte noget av den gamle kjærlighed til ham. Han bad for
ham til Gud og tok det bestemte løfte at søke ham efter
gudstjenesten; men Lars var tat bort forinnen. Knut vilde ænnu
samme kvæll gå op til ham. Konen holdt ham imidlertid tilbake;
Lars er av dem, sa hun, som næppe kan bære
taknemlighedsgjæll: hold dig borte, til han likesom selv kan gjøre dig en
tjeneste, og da kanske også selv komme!
Men han kom ikke. Han viste sig en og annen gang ved
kirken, men ellers ingensteds og omgikkes ingen. Derimot tok
han sig nu av sin gård og hele øvrige bedrift med en sådan
voldsomhed, som om han i ett år vilde gjøre godt hvad han
hadde forsømt i mange; der var også dem som sa at det trængtes.
Jærnbanearbejderne i dalen begynte meget snart. Da linjen
skulde gå like forbi hans gård, rev han ned den del av
hovedbygningen som vændte ut mot banen, for at bygge op en stor og
smuk altan; ti gården skulde dog sees. Man holdt just på hermed,
da skinnerne blev foreløbig nedlagt for grus- og tømmerføring på
banen, og et lite lokomotiv blev kjørt op. Det var en vakker
høstkvæll at de første grusvogner skulde drages nedover. Lars
stod på sin trap for at høre det første signal og se den første
røksøjle; alle gårdens folk stod omkring trappen. Han så ut over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
