Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og så om søsteren ænnu sat der, og om hun sat alene. Jo, hun
sat der, og altid alene. Klokken blev 11, den blev 12, den blev
1, og Mildrid sat ute, og Beret sov ikke. Hun lot rigtignok så,
da Mildrid ændelig kom, og Mildrid for så stillt, så stillt; men
søsteren hørte henne sukke, da hun var kommet til sengs, hun
hørte henne be sin sædvanlige aftenbøn sa tungt, hørte henne
hviske: „Å hjælp mig med dette, kjære, kjære Gud!“ „Hvad skal
han hjælpe henne med?“ tænkte Beret. Hun kunde ikke få sove,
hun hørte også søsteren forgjæves lægge sig til rette for søvnen,
nu på den ene, nu på den annen side; hun så henne til sist rent
opgit at skyve til åklæet og lægge hænderne under hodet og med
åpne øjne at stirre ut for sig. Mere så eller hørte hun ikke, for
nu sovnet hun. Da hun den næste morgen vågnet, var søsteren
ikke længer i sengen. Hun sprang op; solen var højt på himlen,
buskapen var længst på færde. Hun fant sin mat sat av, skyndte
sig at spise og gik ut og fant Mildrid i arbejde; men hun så
medtat ut. Beret sa henne at hun straks vilde finne buskapen og
følge med. Den andre svarte ikke, men gav henne et blik, omtrent
som hun takket. Beret grunnet en stund og gik.
Mildrid så sig om; jo, hun var alene. Da skyndte hun sig med
at sætte kopperne til rette, med resten fik det gå som det kunde.
Hun vasket og redte sig og skyndte sig til boden for at bytte
klær, tok sin binding og gik hen imot hejen.
Hun hadde ikke den nye dags nye styrke, for hun hadde jo
næsten ikke sovet og så godt som intet spist på et døgn. Hun
gik i en eneste drøm, og det var som hun ikke kunde få klarhed
i den, før hun kom på den plass hvor hun hadde sittet igår.
Men hun hadde ikke vel sat sig der, før hun tænkte: om han
kom og fant mig her, han måtte jo tro ...? Hun rejste sig
uvilkårlig. Da så hun hans hund på hejen; den stanste og så på
henne, hoppet nedover og kom loggrende. Alt hennes blod stanste.
Der! Der stod han med geværet i solen nætop som igår; han
var idag kommet en annen vej! Han smilte mot henne, stod en
stund tøvende, så kløv han nedover, og stod snart foran henne.
Hun hadde git et let skrik, og så var hun sunket i sæte. Hun
var med al sin magt ikke istand til at rejse sig, bindingen fallt,
hun vændte sit ansigt bort. Han mælte ikke. Men hun hørte at
han la sig i græsset like foran henne med øjnene op imot hennes,
og hunden så hun på den annen side med øjnene på ham. Hun
følte, at skjønt hun sat bortvændt, kunde han nu se hennes rødme,
hennes øjne, hennes ansigt. Hans hastige åndedrag jog hennes op;
hun trodde hun kjænte hans ånde over sin hånd; men hun turde
ikke røre sig. Hun ønsket ikke han skulde tale, og dog var det
forfærdelige at han tidde. Han måtte jo skjønne hvorfor hun nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
