Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sat der, og større skam æn den hun sat i, var ikke følt. Men
det var heller ikke rigtigt av ham, at han var kommet, og ænnu
urigtigere, at han nu sat der. Da blev en av hennes hænder tat
og holdt fast, og så en til, hun måtte vænde sig litt ved det, —
og god og stærk drog han henne læmpelig til sig med øje og hånd.
Hun gled ned på marken ved hans side, således at hennes hode
fallt in til ham. Hun kjænte ham stryke hennes hår med den
ene hånd, men hun våget ikke at se op. Hele hennes færd var
for dypt uværdig — og så kom hun i den hæftigste gråt! — „Ja,
gråt du, så skal jeg le,“ sa han; „for det som er hændt os to,
er både til at le og gråte over!“ Men hans stemme dirret. Og nu
hvisket han ned over henne, at han igår, da han gik fra henne,
bare kom henne bestandig nærmere. Og dette var blet så stærkt,
at da han kom frem til sin fjællhytte, kunde han ikke annet æn
la Tyskeren, sin fælle, skjøtte sig selv, og drev avsted til fjælls.
Således hadde han inat dels sittet, dels gåt i højfjællene; han
hadde været hjæmme til åbit, men avsted igjæn. Han var 28 år,
og altså ingen smågut; men det kjænte han, at enten måtte den
jænten bli hans, eller det gik ikke. Han drev hen til det sted
fra igår, han tænkte ikke at træffe henne, men at sitte der for
sig selv en stund. Da han så henne, blev han først rædd, men
skjønte så, at hun måtte ha det som han, og da var det straks
avgjort at han måtte prøve sig for — og da han så at hun virkelig
hadde det som han, så — ja så — og han løftet hennes hode
op, og hun gråt ikke, og hans øjne hadde stor glans, og hun
måtte se i dem, og hun blev rød og bøjde sig. Men han talte
igjæn med den hviskende, myke røst. Solen stod i trætoppene
over lien, bjørkene sittret i en let bris, fuglesnakket blandedes
med surlet av en bæk i stenrøjsen ved deres side. Hvor længe
de sat der hos hværandre, førte ingen regning med; men hunden
var det som skræmte begge op. Den hadde gjort flere rejser
omkring, og hadde atter hvær gang lagt sig på sin plass; men nu
sprang den gjøende nedover. De sprang begge op, og stod en
stund og lyttet. Men der viste sig ingenting. De så atter på
hværandre, og da tok han henne på sin arm. Hun hadde aldrig
været båret, siden hun var barn, og der var noget ved det som
gjorde henne hjælpeløs. Han var hennes værn, hennes fremtid,
hennes evige lykke, hun måtte lyde sin følelse. Der blev ikke
talt. Han holdt, og hun holdt. Han gik med henne dit hvor han
først hadde sittet; der satte han sig, og tok henne varsomt ned
ved siden av sig. Hun bøjde sit hode dypere ned og bort, for
ikke at komme til at sees av ham nu, da hun var så tat. Han
vilde just vænde henne mot sig, da der like foran dem blev ropt:
„Mildrid!“ — ret med et forundringsrop. Det var Inga, som hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
