Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192 KAPTEJN MANSANA
han åpnet den. Han kom in i en stor, lys gang. Farvede glas
gav et eget spill over nogen mindre statuer, et mosaik-inlagt sten-
gulv og vaser, fyllte av palmer, vifteplanter og blomster. På et
par antike kanapéer lå, på den ene en stråhat med blå bånd —
var den hennes? — på den andre en parasol av et særeget vattret
stof og med et dyrebart utskåret skaft, der ændte i en stor, blå
sten. Han husket den, og en sår fornemmelse fulgte gjænkallel-
sen, uten at han tænkte på at klare sig det. Ti han ringte på.
Han måtte ile.
Men ingen lukket op. Han tok på at skjælve og vilde true det
ned, men kunde ikke. Således kunde han ikke stå; han måtte
komme in i handling, eller han var fortapt. Han ringte én gang
til. Viljen steg med selve gjærningen. Nu skulde det briste eller
bære. Døren til rummet åpnet sig, en lysning slog ut i den indre
ingang; de riflete glas lot ham ikke se mere, æn at den som kom,
og som nu lukket bak sig, var blå og høj. Straks døren var luk-
ket bak henne, blev alt derinne i gangen mørkt. Hvem var det?
Huset stod måske fullt av folk? En sann rædsel tok ham ved
denne tanke, som han ikke et øjeblik før var kommet på. Hvilke
optøjer, hvilken uklarhed, hvilke mellemskytende omstændigheder
og ubelejlige personer kunde ikke her falle over ham! Han kom
kanske in i en bikube av opskræmt harm og motstand, — det
kunde bli narrens rejse han gjorde! Nej, ikke én gang til!
Og han iførte sig al sin viljemagt, og kjænte efter om hans våben
var der. Da åpnedes den store dør helt op, og frem i den høje
døråpning —
Ja, frem i den høje døråpning trådte Theresa Leaney i blå
klædning, blek.
Og han? Han stod uten fatning, uten rørelse.
Døren var helt åpen; de blev begge på hvær sin side av tær-
skelen. Så stille som de selv var alt omkring dem, inne som ute.
Da rækker hun den højre hånd ut. Der gik en skjælven gjæn-
nem ham, hun brer begge armer ut, han styrter in i hennes op-
latte favn med en klang som av et instrument der får et støt.
Og han tar henne på sine armer, bærer henne ut til kanapéen,
sætter sig med henne over sit fang — dukker sit hode i hennes
barm, og, pressende henne in til sig, rejser han sig med henne
igjæn, og brister i den voldsomste gråt ved hennes bryst. Ikke et
ords forklaring.
Han satte henne ændelig ved siden av sig på kanapéen og
kastet sig selv på knæ. Han så med den grænseløseste beundring
op i hennes åsyn, som smilte. Nu var han underkastet, over-
vunnen; aldrig var det blet godt for Giuseppe Mansana i værden,
var han ikke blet det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
