Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den næste dag var de i hvær liten fritid i spisestuen, som nu
ej længer var spisestue, men et værksted. Sadelmakeren fortalte
om et mangeårigt ophold i Amerika, og fra sine rejser i England
og Tyskland; han fortalte uten at avbryte sit arbejde, og altid med
inblandet spøk. En bestandig knis av hans tilhørerinner fulgte for-
tællingen. De mærket næppe selv hvorledes de efterhånden hørte
op med at le av ham og i stedet av viddet i hans tale; ej heller
mærket de før senere hvad de altsammen lærte av ham. Han
blev i den grad savnet, da han rejste, at talen om ham optok
mere æn halvdelen av deres samvær mange dager efter, og døde
aldrig ganske ut.
To ting hadde gjort det stærkeste intryk på Magnhild. Det første
var de engelske og tyske sange han hadde sunget for dem. Hun
hadde ikke skjønt teksten, uten måske stykkevis; men hvor
hadde ikke melodierne fængslet! — Under salmesangen en søndag
hadde de først mærket sig at Skarlie hadde en vakker røst. Nu
måtte han idelig synge. Disse fremmede melodier, hitflaggrende
fra et fyldigere liv, friere forhold, større forestillinger, hang igjæn
i Magnhilds sinn hele sommeren. De var de første billeder som
vakte virkelig længsel. Man kan også sige, at det var første gang
hun fattet hvad sang var. Hun grep sig selv i en dag hun atter
sang de evindelige skalaer, for derpå at begynne notesyngingen,
at hun følte denne melodiløse sang som vinger mot et bur, at den
flaggret op og ned mot væggene, vinduerne, dørene i bestandig
og forgjæves trang — ja tilsist at den dalte som spindelvæv
over møblerne. Hans sange kunde hun sitte alene med ute!
Mens hun nynnet dem, slog skogfarverne sammen i ett billede;
og dette hadde hun aldrig før opdaget. Det tætte, stærke i træ-
krone over og under trækrone, hele fjællvæggen opover, likesom
overvældet henne; elvesusen drog.
Det annet som hadde gjort så stærkt intryk på henne, og her
spilte med, var hans fortælling om hvorfor han var blet halt.
Han hadde i Amerika som ung mann bærget en 12-års gut av et
brænnende hus; han var styrtet med gutten under det styrtende
hus. Begge var dradd frem, Skarlie med et knust ben, men gutten
uskadd. Nu var han en av Amerikas betydelige mænn. Han
skulde reddes, „han var bestemt til noget“.
Denne minnelse—! Tanken på hennes egen bestemmelse hadde
hittil ligget i kirkegårdens vinterklædning, i frost, gråt og skjærende
klokkeklang; den hadde været noget mørkt. Nu flyttet den over
i store byer hinsides havene, mellem skib, brænnende hus, sange,
store skjæbner. Fra den tid drømte hun om det hun var be-
stemt til, som fjærnt og stort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
