Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han i små saffians halvstøvler, foret med hvitt skinn. Sirlige og
lette var hans bevægelser.
„Er du den unge konen til Skarlie?“ spurte værtinnen. Det
var en noget gammel kvinne, som satte en stol hen til pejsen for
Magnhild. Før Magnhild fik svare, kom Skarlie med nogen saker
fra slæden. Skallehodet, stikkende halvt op av det uhyre lodne,
rensdyrskoene som svære røtter utover gulvet, drog damens mest
forundrede blik til sig. — „Er dette konen din?“ gjæntok hus-
moren, idet hun vændte sig mot Skarlie. — ,Ja, det er konen
min,“ sa han muntert, og hinket videre. Den unge mann betragtet
Magnhild. Hun følte hun blev ildrød under hans blik. Der var
noget henne aldeles nyt i det. Var det hån? Nu så også damen
på henne; konen bad Magnhild sætte sig ved ilden. Men hun
forblev i mørke borte ved bænken.
Klokken var velgåen 10, da de nådde Øren; men alle lys var
der slukt, selv i det hus de holdt utenfor. Vakt av bjælleklangen
kom en gammel kone frem til gatedøren, åpnet og så ut, gik der-
på tilbake og tændte. Hun møtte Magnhild i gangen, hun lyste op
for henne og sa ændelig: „Du lyt vera velkomen!“ En stram
sadelmakerlugt fyllte gangen; ti værksted og utsalg var til venstre.
Den motbydelige lugt hindret Magnhild i at svare. Til højre gik
de in; hun tok ilsomt av sig, hun kjænte kvalme. Ikke var hun
vel færdig, før hun uten at kaste et blik omkring sig eller sige
noget til konen, som stod og så på henne bak lyset, gik hen og
åpnet en dør hun straks ved intrædelsen hadde mærket sig. Hun
lyste først in, og gik så selv efter. Hun lukket døren bak sig.
Konen hørte at det begynte at ramle der inne, og gik til døren.
Der hørte hun at der droges på en av sengene. Straks efter kom
Magnhild ut igjæn med lyset. Hennes ansigt rødmet i lysskinnet.
Hun så bestemt ut.
Til konen sa hun at der var intet hun vilde henne.
Sadelmakeren kom først længe efter; ti han sørget for den
hæst som han hadde lånt for rejsen. Lyset stod på bordet i
stuen. Der var ingen oppe.
IV
To år var gåt siden den kvæll og et godt stykke av det tredje.
Hun var likeså vel inøvet i det nye vaneliv som i det gamle.
Præsten var inne hos henne en tre-fire ganger om året; han
sov på rummet over værkstedet, hvor ellers også Skarlie sov,
når han var hjæmme. Han var om dagen hos kaptejnen eller
toldbetjenten eller lensmannen. Det kalltes præste-rien, når disse
dager kom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
