Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356 ÉN DAG
Talte om den norske vinter, som han aldrig før hadde set; hvorav
kunde det komme? I mange år hadde han på sit repertoire en
sang til vinterens pris, den gamle vintervise som også hun kjænte:
„Sommeren sovnet i vintrens favn“ — jo, hun kjænte den — og
først nu skulde han lære hvor sann den var? Intrykket på folket
av vinteren måtte jo være avgjørende. Vinteren var næsten deres
halve liv! For en sundhed og Skjønhed — og for en fantasi den
måtte gi! Han gav sig til at skildre hvad han hadde set i skogen
idag; brukte ikke mange ord, men billederne var klare. Talte sig
bevæget, og så derunder på henne som en henrykt.
Altsammen i ett øjeblik; han stod der jo i sine rejseklær. Men
da han var gåt, syntes det henne at hun aldrig før hadde fåt se
ham. En sværmer altså — en sværmer in i det dypeste, som
aldrig røbet sig til daglig? Dette sværmeri var sangen bud fra?
Derfor førte hans røst alle med in i et annet rike? Hans tung-
sindige far, — når han vilde drikke, stængte han sig inne med sin
violin, spilte og spilte, til han lå der. Hadde også sønnen hat
denne skyhed for folk, denne ’henrykkelse i sit eget svær-
meri .....?
Gud ske lov, Aksel Årø var reddet! Like ut av sit sværmeri
hadde han set på henne—! Nu først trængte det in; hun hadde
været for optat av det nye ved ham selv. Nu først trængte det
in — trængte in med en stor varme, en betagende frygt og fryd,
et glædesbud som ænnu bævet av tvil. Skulde hennes livs be-
stemmelse nærme sig—! Hun kjænte hun blev rød, hun kunde
ikke mere være stille, hun gik bort til vinduet for at finne ham
igjæn der, senere rundt for at søke hvad hun selv skulde tro.
Hvært ord av ham til henne, hvær mine og rørelse, fra han første
gang kom her, blev nærværende; men de syntes alle så vare,
næsten sparsomme. Just det var ynden ved dem. Hans øjne hadde
nu tolket dem, og disse øjne svøpte henne in, hun gav sig aldeles
over i dem.
Piken stak in et brev; det var et julekort i en konvolut uten
påskrift fra Aksel Årø. Et av de sædvanlige julekort, forestillende
en del ungdom på ski; nedenunder stod trykt:
„Den hvite vinter
har røde roser.“
På den annen side med sirlig, rund skrift: „I skogen idag måtte
jeg tænke på Dem. A. A.“ Det var alt___
Men sådan er han; han siger ikke mere. Når han går forbi et
vindu deri et slikt kort står, så tænker han dog på mig. Og han
tænker ikke alene på mig, men han sender mig en tanke. Eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
