Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han sa til henne: „Tip, tip, peté!“ Han gjæntok det med utstrakt
finger: „Tip, tip, peté!“ Begge ganger i fistel. Var det Peter?
Trodde han hun var en mann? Bak ham på puten lå noget lod-
dent; det var en toupet; nu så hun han var skallet i kronen.
„Tip, tip, peté!“ hørte hun efter sig, da hun styrtet ut......
Der har ikke mange labbet fattigere avsted efter en landevej
æn Ella tilbake til byen, så fort hun kunde på sine korte ben, i
finnsko og vinterhyre. Den tunge kåpe fra kjøreturen var op-
knappet, sjalet bar hun i hånden, men ænda svedte hun, så det
silte; den forestilling var over henne at det var drømmene som
lavet av henne!
I førstningen tænkte hun bare på Aksel Årø, den ulyksalig for-
tapte! Imorgen eller iovermorgen var han rejst fra landet, hun
visste det fra før — og denne gang for alle tider!
Men når hun rigtig skulde tænke sig det så forfærdeligt som
det var, lå toupet’en på hodeputen og sa: „Det var nok ikke
alting så ægte med Aksel Årø?“ Jo, jo — hvad kunde han for
at han så tidlig blev skallet? Hm, svarte toupet’en, han kunde
ha tilståt det.
Ella strævde frem. Heldigvis møtte hun ingen, ej heller kom
nogen efter av alle dem som nu var på Bådshaug; hun måtte jo
se komisk ut, svedende og gråtende med opknappet yttertøj, i
finnsko og med sjalet i hånd. Flere ganger prøvde hun at sagtne
farten, men oprøret i henne var for stort, og så var det hennes
natur at stræve frem.
Men i hennes jagede blod mældte det kraftige spørsmål sig:
Hadde du nu, Ella, villet unvære alle drømmene dine, siden det
gang på gang har gåt så ynkelig? Da stortutet Ella og svarte:
Ikke for hele mit liv! Nej, for drømmene er det beste jeg har
hat; de har lært mig at holde ut, de har git mig hvad jeg kan
måle alt det andre med, så jeg aldrig holder noget for højt som
er lavt. Nej, drømmene mine, dem har jeg vævet omkring barna
mine også, så jeg har tusen ganger mere moro av dem nu. De og
så blomsterne, det er hvad jeg har. Og hun tutet og strævde på.
Men nu har du jo ingen drømme igjæn, Ella!.....
I førstningen visste hun ikke hvad hun skulde svare til det;
det syntes jo altfor sant, så altfor forfærdelig sant, — og toupet’en
viste sig igjæn.
Nætop her hadde Årø sunget den gamle vintervisen. Likesom
dombjælle-kvidderet hadde fulgt visen, således fulgte nu, med spæde
røster, „mama, mama!“ uavladelig hennes gråt. Det var ikke
underligt, for det var gutterne hun løp til; men nu mældte de sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
